Burkal Kirke

Burkal Kirke 065 Burkal Kirke 066 Burkal Kirke 062

Burkal Kirke 068 Burkal Kirke 067

Kirke

Burkal Kirke dateres til første halvdel af 1200-tallet. Den er én af Sønderjyllands smukkeste og største landsbykirker. I 1600-tallet blev kirkens skib forlænget mod vest. Kirken har ikke noget tårn, men en tagrytter, som i sin nuværende skikkelse er fra 1792-93. Årstallet 1778 på skibets nordside må henvise til en større restaurering af kirken i det år. Våbenhuset er fra 1600-tallet. På gavlen er der et solur af eg. Der er to vindfløje: på skibets østgavl med årstallet 1772 og Chr. VIIs spejlmonogram og på tagrytteren med årstallet 1793. 

Kirken blev gennemgribende restaureret 1943-46. Kirkerummet er meget smukt. Malerierne på skibets loft er fra omkring 1625. På 13 medaljoner i skibets midte fremstilles Jesus og de tolv apostle. På hver side af disse er der 2 x tretten kvindeskikkelser, som fremstiller forskellige symboler. I korbuen er der en krucifiksgruppe fra omkring 1525. Den reliefskårne renæssancealtertavle er fremstillet i 1622 på det berømte Ringerinckske Værksted i Flensborg. Nogle af motiverne er med forlæg i Albrecht Dürers kobberstikpassion. Døbefonten har samme alder som altertavlen og er også fremstillet på Ringerincks værksted. Under alterkalkens fod er der en inskription, som beretter om, at den gamle alterkalk blev stjålet af svenske soldater (Svenskekrigene) i 1644, og at den nye blev fremstillet i 1646, betalt af menigheden i Burkal. På korets sydvæg hænger Frederik V’s spejlmonogram. Sandsynligvis som en tak for, at kongen (uden egen fortjeneste i øvrigt) reddede landet fra en russisk invasion. I koret hænger der en smuk, lille sengotisk messeklokke. Orglet, som har 15 stemmer, er fra 1984. Det er bygget hos Bruno Christensen & Sønner i Terkelsbøl.
For nogle år siden blev kirkestolene malet og tagrytteren gennemgribende istandsat. I 2002 er der kommet nye vinduer i sydsiden. Burkal kirke har gennem tiderne været rammen om et rigt åndeligt liv i sognet. Gengivet med venlig tilladelse af fhv. sognepræst Jens Jensen. Læs mere om kirken i Nationalmuseets store værk om Danmarks Kirker: http://danmarkskirker.natmus.dk/uploads/tx_tcchurchsearch/Sjyll_1625-1642_01.pdf

Lysglobe i kirken

Vi har i kirken fået opstillet en flot og dekorativ lysglobe udført i pulverlakeret sort smedejern. Lysgloben symboliserer jordkloden. I midten brænder Kristus-lyset.

I Kirkens våbenhus kan man tage en gratis folder om kirken.

Billedet af Lys Globe