Burkal sogn ...historie og sagn

Burkal sogn historier og sagn

Først lidt om kirken … der er usikkerhed om den allerførste oprindelse af Burkal Kirke. Kirken i Burkal menes at være opført omkring 1225. Andre nævner dog året 1170. Andre steder antydes at der har været kirke siden 1000- tallet.

Ved kirkens istandsættelse i 1622 har man været lidt hård ved det gamle inventar. Dog har man skånet Lægandskrucifikset og den gamle messeklokke, der fortsat hænger i koret

Det sjove er, at der aldrig har været et rigtigt tårn på Burkal Kirke.

Tre mindestene

På kirkegården står to nye mindesten, en for danske frihedskæmpere, der mistede livet i kz – lejrene, og en for de sønner fra tyske hjem, der blev krigens ofre ved Hitlers fronter. Ved kirkens hovedindgang står en mindesten … der mindes faldne fra første verdenskrig

Måske har munkene fra Tønder  haft deres gang i Burkal. I Tønder blev der i 1238 oprettet et Franciskaner kloster (gråbrødrene). I 1275 et Dominikaner kloster (sortebrødrene)  Før 1237 ejede munkene både en vandmølle, jorder og fiskedamme i Lydersholm.

”Tyge fra Nold” stammede ikke fra Nolde. Men der var engang et slot i Nolde. Så fik præsten børn med husholderen. Og så var det manden, der fik barn med søsteren. Nis Hinrichsen måtte flygte. Hvilke historier. To gange var der religiøs vækkelse i Burkal Sogn. Læs også om den drikfældige præst. Og da kongen blev sat foran kejseren. Fritz Clausen gæstede Danmarks mindste forsamlingshus. Skolebørn optrådte som ligrøvere. Bomber over Rørkær. Og så er der eksempler på en værre gang blandingssprog. 

De første kendte. Hvordan var forholdene her øst forTønder – dengang?

Ja man kan kigge i kirkebøger, gå i lokalhistoriske arkiver eller få fat i gamle erindringer. Men takket være munkene i Løgum, kan vi også få nogle enkelte glimt fra dengang. Således er den ældste navngivne person i Burkal nok Ubbe Tordsen fra Jyndevad. Han var i strid med munkene omkring nogle jorde i Burkal Sogn. Kongen trådte  til, og dømmer sagen til fordel for munkene. Vi er tilbage i 1245, og det er muligvis nogle af Tordsens besiddelser i Jyndevad  som klosteret havde overtaget. 

Adelsfolk i sognet

Denne Tordsen  var en betydelig herre. I 1405 omtales Erik Krummendiek. Han havde Jyndevad i len fra Løgum. Denne familie havde overordentlig betydning og var en mægtig holstensk adelsslægt. Senere købte hertug Frederik den Første store jorde i Lydersholm af munkene.  I 1350 nævnes Peder Eriksen Sappi  som ejer af Solvig. Mads Gjordsen giftede sig til ejerskabet. I Bov boede ridder Jannikus Jonsen. Han tilbyttede sig fra Løgum to otting land  i 1365. Dette jordstykke var tidligere skænket af en kone i Bov, som hed Margaretha Karoli. Kigger man i gamle papirer, ser man også at slægten Blå havde besiddelser i selve Burkal. 

Sagnet om ”Tyge Fræ Noll” 

I Nolde  skulle det før 1365 have været et gods, ejet af Peter Ebbisen. Den sidste ejer hed Tyge van Nold. Sådan påstås det, men er det nu sandt? Der er fundet træ fra vold – og vandanlæg på stedet. I sognet findeset gammelt sagn fra Valdemarstiden: Tyge Fræ Noll, der æ fa’e té dem ål  

Det første sted, man møder denne Tyge Nold i forbindelse med landsbyen Nolde ved Burkal er i Pontoppidans: Danske Atlas:  Ved Nolde, som fordum ingen Bye skal have været, har staaet et Slot, hvis sidste Beboer, Tyge Nold nævnes i de danske kiempeviser. 

Kong Valdemars bryllup

Egentlig findes der flere historier om denne Tyge Nold. Det er selve sagnet om ham. Men hans navn kendes også fra folkevisen om Sven Vonved. Og der findes også en tredje version.

Den første historie lyder sådan her:  

Kong Valdemar sad til bryllupsgilde på Sønderborg Slot i 7 år. Da snakken slap op, blev løbere
sendt ud i landet for at høre og spørge nyt. Meningen var, at snakken skulle i gang igen. En af disse budbringere kom gående af vejen til Nolde, hvor han mødte først 12 grønklædte ryttere, siden 12 blåklædte og til sidst 12 rødklædte. Han standsede derefter en gammel kone, der netop kom kørende. Bag i hendes vogn var der bredt halm i bunden. Ovenpå lå en meget gammel mand. Hun kunne fortælle, at de 12 grønklædte ryttere var hendes farbrødre. De 12 blåklædte var hendes morbrødre. Og de 12 rødklædte var hendes sønner, ”å om´obag i æ wuun legge Thøg`fra Nåll, han æ fae te dem åll”. 

De andre versioner ligner denne. Det er så blot blevet til 13 riddere. Men pludselig havde man så mere at snakke om til bryllupsfesten. En vise om Tyge Nold  findes i fire versioner.  Tyge Nold var ikke den sidste ejer. Men har sagnet og folkeviserne noget på sig. I Rends findes svage rester af et forsvarsanlæg. I Nolde er der rester af en gammel borg. Men denne borg går ikke længere tilbage end år 1300. Tyge Nold er langt ældre. Måske stammer han tilbage til omkring år 500. Han kan næppe have været den sidste beboer eller ejer på slottet ved Nolde.

Vi ved, at en stormand ved navn Peter Ebbisen ejede Nolde før 1365, og at Otto Snaf  skødede sin by Nolde med den tillæggende  til Hertug Adolf i 1437.

Ifølge navneforskningen skulle navnet Nolde have sin oprindelse i ordet Hnulle, som betyder forhøjning. I 1365 kaldes landsbyen Nylle, i 1437 Nulde og i 1505 Nolde.

Måske er denne Tyge Nold  et helt andet sted fra. Øv, det er altid trist at aflive en myte. 

Afhængig af adelen

Slægten Emmiksen dukker op i sidste halvdel af 1300 – tallet. I 1428 havde slægten 8 gårde i Slogs Herred.  I 1519 overtager Ribe – bispen en ejendom i Lund. På denne skulle bo en person ved navn Chresten Andersen. 

Den almindelige befolkning kunne dengang opdeles i to. Det var dem, der var ret frie. Mens andre var ret afhængige af adelen. Men det er svært at få et samlet overblik af forholdene. 

Børn med husholdersken

I 1200 tallet har der selvfølgelig været en præst i Burkal. Meget imod kirkens vilje har han haft en husholderske. Han kunne jo ikke være gift med hende . Ofte havde præsterne børn med deres husholderske. Disse forhold var mere eller mindre officielle dengang. Og mange præster var med i et slags broderskab med andre kollegaer. Det vides at præsten fra Burkal i 1517 var medlem af Den hellige Trefoldigheds Kalentes Broderskab i Flensborg. 

Samarbejde med Bylderup

Det var ikke ualmindelig at der blev oprettet et vikarembede, som betaltes af broderskabet. Det betød, at der blev oprettet et alter mere i kirken, hvor vikaren daglig læste sine messer.  Engang ved middelalderens slutning, blev sådan et embede oprettet i Bylderup. Embedet var dog fælles for både Burkal og Bylderup Sogne. Selv om det var selvstændige sogne kunne de dog godt finde sammen. 

Reformationen kom tidligt

Reformationen var lige så meget et diktat fra oven end et ønske fra lokalbefolkningen. Men i Sønderjylland var man tidlig på den. Allerede i 1522 havde Herman Tast en fast tilhørerskare i Husum. Hertug Christian var en ivrig tilhænger af den nye lære. Men i kongens del var der stadig den katolske kirke, der rådede.  Men Stepping – præsten Laurentius Foss (1607
– 1640) har i sine optegnelser oplyst, at han har set en forordning til Burkal – præsten udstedt i 1528. Men en egentlig evangelisk præst kendes først i Burkal fra 1569. Det var Andreas Michelsen, der havde været diakon i Tønder  fra 1561.  

Mange forordninger fra hertugen ved Sønderjyllands deling i 1544 kom Burkal Sogn under Hertug Hans den Ældre. Indtil 1920 hørte sognet under Slesvig stift og biskop. Hertugen var kirkens mand. Han indførte en del forordninger om straf for ægteskabsbrud og hor, om helligholdelse af søndagen og en forordning om, hvor mange der må være med til barselsgilder,
bryllupper og begravelser. 

Bønderne ville ikke betale tiende. Meget tyder på at bønderne ikke ville betale tiende efter reformationen. Igen i 1570 blev der udstedt en forordning for Slogs Herred om præstetiende. Det var provsten og amtmanden, der skulle visitere kirkerne og få orden på regnskaberne.  

Herredsfoged Nis Hinrichsen en berømt skikkelse i Sønderjyllands historie var ejer af Hajstrupgård i Bylderup Sogn, Vrågård i Burkal Sogn og Vollerup Frigård m.m. Nis Hinrichsen. I 1518 blev han herredsfoged i Slogs Herred. I 1533 blev han forpagter af tolden samme sted. Grunden til, at han blev berømt, var en episode på Urnehoved Ting i 1523.  Bønderne ville ikke mere finde sig i Hertug Frederiks (den senere Frederiks den Første) grusomheder. Man ville hellere have Christian den Anden. Bønderne havde derfor samlet sig på Urnehoved Ting.

Nis Hinrichsen havde redet ind mellem dem og foreslået, at de skulle indstille kampen og acceptere Frederik.  Men det ville bønderne ikke finde sig i. Han måtte forlade stedet forfulgt af øksehug og pileskud. Fem pile blev hængende i hans tykke kappe. Han undslap takket værre sin hurtige hest. Men bønderne gik dog hver til sit efter episoden. Kappen og hans sporer hængte i Bylderup Kirke hen imod år 1800. 

Kong Frederik den Første udnævnte ham som frimand, som en belønning for hans indsats. Han blev optaget i Flensborgs Frue Kjøbmands Laug i 1515. I Bylderup Kirke findes en ligsten, der efter traditionen skulle have dækket ægteparret. Nu befinder den sig foran prædikestolen under mandfolkestolene.

Hertug Hans og hans jagtslot

Hertug Hans den Ældre kom en del i området. Han lod først opføre Grøngård på ca. 1.000 tdr. land. Nogle år senere lod han bygge et jagtslot ved siden af gården. Og Hertug Frederik havde jord ved Lydersholm. Det meste af jorden var krat og skov. Og det meste af skoven blev fældet. Det blev brugt til dige byggeri. Der var også to udsteder, Tuetmose og Halekamp. Men beboerne blev bortvist, grundet umoralsk og forargeligt levned.  Da Hans den Ældre døde i 1580 blev jagtslottet næsten ikke mere brugt. Det gik i forfald og allerede i 1648 rives det ned. Den sidste halvdel dog først i 1656. Og gården var i privat eje fra 1775 til 1924. En del blev dog med tiden udstykket. Derefter overtog staten ejendommen og efterhånden blev jorden helt udstykket. I 1956 overtager præsteembedet i Burkal den gamle gård, som nu igen er på private hænder.

Moderniseringer af kirken

Det kan undre, at man havde råd til at udvide og modernisere kirken i en tid med udplyndring og besættelse. Svenskerne, udplyndrede befolkningen på livet løs. Den danske konge besatte landsdelen i både 1675 og 1685.  De første kirkeregnskaber fra 1623 kaster ikke rigtig lys over, hvor pengene er kommet fra. Men der må åbenbart have været mange, der strømmede til kirken, for den blev yderligere udvidet. 

De fattige måtte klare sig selv

I Bylderup kendes en skole fra slutningen af det 16. århundrede. I 1710 var der fem skoler i sognet. Men i Burkal Skole gik der kun 6 – 7 børn.

I kirken havde man en tysk bibel fra 1675, og i 1699 anskaffede man Christian den Fjerdes danske bibel fra 1633.  

I 1710 bliver der udsendt en række spørgsmål til præsterne. Og i disse svar kan vi i Burkal se, at der ikke er truffet ordninger med hensyn til tiggere. Sognet ydede ikke fattighjælp til deres egne fattige. De søgte derfor uden for sognet, for at skaffe sig til det daglige brød.  

Barn med sin søster

I 1722 berettes om en mand, der levede både sammen med sin kone og sin søster. De blev begge to gravide. Søsteren fødte først, og for at skjule utugten, lod konen som om, at det var hendes barn. Præsten kom og døbte barnet. Men da konen steg op af barselssengen kunne folk jo ikke undgå, at se, at hun stadig var gravid. Det endte med at faderen og søsteren flygtede. 

Pietismen fik sit tag i Burkal
Prædiken var mere følelsesbetonet og mere inderlig. Præstesønnen fra Højst, Enevold Ewald introducerede bevægelsen i Slogs Herred. Han kom hjem til sin far i 1718, og var meget optaget af det, han havde hørt i Jena. I 1727 kaldes han til København, hvor han bliver leder af Vajsenhuset. Denne Ewald havde en hvis tilknytning til Burkal. Lærer Prætorios var søn af den tidligere præst i Højst, og i familie med Enevolds far. 

Overtage embedet med enke

Allerede i 1720 var der en kreds af vakte i Burkal. Degnen Prætorius var blandt de ledende.

I Burkal gik præsteembedet som så mange andre steder i arv. Det kunne skyldes at præstegårdene som regel blev ejet af præsten selv. Hvis det ikke var en søn til at overtage et sådant embede, ja så måtte en ny ung præst som regel overtage både embede, præstegård og den afdøde præsts gamle enke. Som oftest måtte han gifte sig med hende. 

Afvanding allerede i 1712

I Tønder Amts Jordebog fra 1712 står en interessant bemærkning om byen Nolde: Efter at opstemningen af vandet og engene ved hjælp af stemmeværker er blevet opfundet og indrettet, har landsbyen taget synligt til og er kommet i bedre stand. Disse enge havde stor betydning for bønderne. Så tidlig som i 1713 begyndte man at dele engene mellem sig i Hostrup Sogn. Det samme skete i 1757 i Lund, mens det allerede skete i 1741 i Rends. 

Den første vækkelse i Burkal

Vækkelsen i sognet bredte sig nu til præstegården. Præsterne fra Stepping, Huntrup og Ladelund skilte sig ud. Det var den pietistiske – hernhutiske  bevægelse, der havde indfundet sig. Og Burkal blev et slags center for denne bevægelse. Man gik hånd i hånd med Brødremenigheden.  Omkring 1781 omfattede vækkelsen 200 sjæle i sognet. Fra den tid stammer udtrykket: Burkal var en Guds have, hvor det udstrøede Guds ord voksede og stod i yndig flor. Fra 1750 – 89 havde sognet en præst Peter Petersen, der nærmest fungerede som en profet. Han forudsagde blandt andet sin egen død. Også efterfølgeren Andreas Prætorius fulgte i samme spor. Han døde i 1801. Og med hans død forsvandt den gamle hernhutiske pietistiske bevægelse langsomt. 

En drikfældig præst

I 1792 samlede man sammen til et tårn til kirken. Cirka 90 hustande samlede 345 mark sammen. Pastor Prætorios skrev til amtmanden, at det vel ikke var en stor sum. Og der var ikke mange velhavende, men at man måtte påskønne viljen til dåd.  

En søn af den første pastor Petersen, der også hed Peter Petersen var af en helt anden type end sine to forgængere. Det blev påstået, at han var drikfældig. Han kom til kirken lige fra drikkegilder i Tønder. I præstegården havde han en slags elskerinde.  Det positive ved denne præst var dog, at han sørgede for et kombineret fattig – og arbejderhus i 1815.  

Pastor Beyer overtager i 1830 hvervet. Efter ham kom Pastor Claudius. De sidste rejseprædikanter havde for længst forladt sognet. Omkring 1850 har folkesproget i sognet været dansk, mens sognets kirke og skole har været ret så tyske i sprog og tanke. 

Præsten blev smidt ud. Men dette så ud at vende, da pastor Johannes Kock kom til. For ham var kirketjenesten også skolen.
Man havde ikke engang en dansk lærerbog. Han gjorde et stort stykke arbejde for at få fat i de rette lærerbøger og lærerkræfter. I 1855 mente han, at have gjort nok for sognet og ville søge væk. Men det fik han ikke lov til. Han tog også fat på at studere det sønderjyske folkesprog.  Han blev afskediget den 29. april 1864. Og den 8. maj stod Burkals ungdom ude foran hans vinduer og skrålede: ”Du skal væk du sorte kok, nu har du galet længe nok”.  

Så hurtig kunne udviklingen vende. Da Kock måtte flygte, glemte han sine dannebrogsflag. Den blev opbevaret af en tysksindet familie og overrakt den første danske præst efter Kock . Det var pastor Högel. Og det var efterkommere af familien, der overrakte Dannebrog, som nu var syet sammen til et flag. Grænselandet har mange nuancer!! 

Sproget var dansk

Sproget i Burkal har altid været dansk. Men ved rigsdagsvalget i 1898 blev der kun afgivet
18 danske stemmer fra hele sognet. I hele perioden fra 1864  – 1920 forblev sproget i Burkal Kirke, dansk. Stemmetallet ved genforeningen til fordel for Danmark var 51 pct. 

I Nolde blev en senere meget berømt person født den 21. september 1867. Han hed Emil Hansen og ham vender vi tilbage til. 

En ny vækkelse

En ny vækkelse kom til Burkal. Det var arbejdsmand Hans Pedersen Nielsen fra Ballum der sammen med bysbarnet Hans Poulsen var lægprædikanter for Luthersk Mission. Der opstod missionshuse i Rends, Jyndevad, Lund og Bylderup – Bov.
Også Pinsebevægelsen fik fodfæste. Efter Genforeningen var Dansk Missionsforbund på banen.  

Forsamlingshuse blev indviet. Danmarks mindste i Lydersholm blev indviet i 1928, Jyndevad 1929 og Bylderup Bov i 1934. Sidstnævnte blev solgt til Luthersk Missionsforening i 1966. 

Store Jyndevad og Rens

Mellem Store og Lille Jyndevad er der 2,5 kilometer. Og nu er vi meget tæt ved grænsen. Rens ligger fire kilometer fra Store Jyndevad. Og nede ved Sønderåen ligger Stade.  Centrum i Store Jyndevad kaldtes for Æ Bjørn. Jeg ved faktisk ikke om det stadig er tilfældet. Her lå også vandrehjemmet og en tidligere kro. Også købmand Andresen og bager Lorenzen havde forretning her.  Vi skal også nævne to smede, Marshall og Buch. Og så var der to skomager. Storbyen rummede også en sluse og en mølle og selvfølgelig en mølledam.

Her blev der produceret jævnstrøm til byen. En aften var mølleren sur, fordi han ikke var blevet inviteret til fest. Så slukkede han for strømmen i en halv time. Jyndevad Mølle blev først opført i 1896. Det tidligere kongelige korn – og valsemølles historie kan spores helt tilbage til 1230. Dengang blev den drevet af munkene på Løgum Kloster. De anlagde Mølledammen i 1357 og opdrættede fisk. De spiste nemlig ikke kød.  

Den danske bager lå i Rends. Den tyske i Store Jyndevad. Det var meget vigtigt at bide mærke i det. Og slagteren, der lå på vejen mod Burkal, var tysk.

Den mørkerøde Gendarmgård  lå i Rens. Vi må heller ikke glemme Rens Efterskole, som dog ikke drives som efterskole mere. Og så ligger Pebersmark her også. Vi har mange gange smuglet os selv over denne grænseovergang. 

Jyndevad Forsøgsstation blev bygget i 1939. Det var ellers lige før, det ikke var blevet til noget. Udenrigsministeriet mente, at det for tæt ved grænsen. 

En vandrig egn

Kigger vi lidt på egnen ved Grøngård, så er den meget vandrig. Her ligger på en kort strækning fem åer. Grønå, Lillestrøm, Gammelå, Sønderå og Skelbækken. Grøngård ligger ca. 9 – 10 kilometer øst for Tønder og 2 kilometer fra grænsen.

Står vi oppe på Jejsing Banke, så kan vi skimte skovene ved Vestre, syd for grænsen. Elhøj, Sønder Løgum og Ladelund skimtes i horisonten.

Først i 1934 kom der elektrisk lys på Grøngård. Og det var også det år, der kom en fast vej til Sæd. Indtil da måtte man køre på en meget sandet vej og forsøgeat finde nogle hjulspor. Her i Sæd blev der dyrket de specielle Sæd – kartofler, af en meget høj kvalitet.  

Oversvømmelserne driller. Der var masser af sand omkring Grøngård. Engene omkring blev ofte overrislet af Gammelåen. Man kunne snildt løbe på skøjter helt fra Rends forbi Lydersholm til Tønder. I regnfulde somre kunne det være meget besværligt at bjerge både hø og korn. Når åerne gik over deres bredder, svømmede høststakkerne væk, udi Vidåen. 

Ved Hestholm måtte beboerne sejle de 400 meter over til hovedvejen, hvis man skulle videre til Tønder. Hestholm lå på et værft. Selv efter afvandingen kunne oversvømmelserne skabe store problemer på egnen. Det var meget almindelig med storke dengang. Således fortælles det, at 20 – 30 storke engang overnattede rundt omkring på tage, skorstene og i træer.  

I sommeren 1938 herskede mund – og klovsygen. I hver eneste fenne lå der syge dyr. 

Både tyskere og danskere til begravelse

Når nogen var døde eller skulle begraves i Lydersholm og Grøngård, gik der en bedemand rundt til hver eneste hjem. En overgang var det æ gammel smej. Han var iført diplomat med høj hat. Det var også skik, at alle gik med til begravelser, både tyske og danske. De fleste gange var der kaffebord i Saksborg Kro lige ved kirken. Det skete også at en begravelse blev foretaget på både dansk og tysk. 

Samme ramme. Dengang var alle landmændene i Lydersholm tyske. Efter genforeningen i 1920 hang der på Lydersholm Skole to store billeder. Et af kejser Wilhelm og et billede af Luther. Men nu fik man så et billede af Kong Christian den Tiende. Og skolekommissionen var sparsommelig. Man mente godt, at man kunne bruge rammen fra kejseren. Det var gården, Petersholm der i 1821 blev indrettet som skole. Den blev senere bygget om. Efterhånden voksede børnetallet til 50.  I Lydersholm blev der efter genforeningen givet tysk undervisning i 10 timer ugentlig. Men dette kunne de tysksindede familier ikke nøjes med. Så i 1929 blev der opført en tysk privatskole.  

Træbarakker i Lydersholm omkring 40 gendarmer bosatte sig efter 1920 i Lydersholm. Der blev bygget en række træbarakker til dem. De bidrog også til kulturen med deres hornorkester. En fast bestanddel var de til ringridning og skyttefester.  Kongelig besøg: I juni 1934 besøgte de kongelige, Danmarks mindste forsamlingshus i Lydersholm. I følget var foruden Kong Christian den Tiende, Dronning Alexandrine, Kronprins Frederik, Prins Knud og Prinsesse Caroline Mathilde. Også amtmand Grev Schack og politimester Martensen – Larsen var til stede. Skolebørnene fik fri og flagene vajede overalt. Dog valgte de tyske skoler i området ikke at give børnene fri. Gamle Eduard Petersen fra Lille Grøngård havde netop modtaget Ridderkorset få dage i forvejen. Han var også mødt op for at hilse på kongen og takke for korset:  ”Æ si’e mi kong så manne tak fore ko´s”. Så gik han i stå, men fortsatte idet han med fingeren pegede på Grev Schack: ”Ham dær, e amtmand var jo ud’ ve mæ’et den anden daw”. 

Fritz Clausen på besøg: Det lille forsamlingshus lagde rammerne til meget. Herfra kunne lytterne over det ganske land høre en direkte radiotransmission. Det var stort. Og her kom Fritz Clausen og talte til 25 – 30 meningsfæller. Bageren fra Bylderup Bov havde været med til at arrangere mødet. 

Ved Lille Tønde Skov var der friluftsteater. Forskellige turneer spillede her, helt til 1956.
Skuespillerne blev indkvarteret på egnen. 

Et sjovt sprog. Egentlig gik det fint mellem de dansk og tysksindede i de første ti år efter genforeningen. De fleste kunne dansk også hjemmetyskerne. Men resultatet blev meget pudsigt, når man blandede de tyske brokker sammen. Denne der blanding kendes også inde fra Tønder.  ”Ich bin så scheiss in stand til morgen Ich bin så scheiss inn stand og æ er slet it rigte opgeregt eno. Æ har slett int fån mi morgenkaffe ino. Habe ich dir nicht so oft gesagt, at do itt må komm så møj schør o æ brø”

Ja, det er hvis kun sønderjyder, der kan forstå dette. Lederen af tysk ringridning i Saksborgsagde engang: ”Still gestand!  Rechtsumm! Og så kié ind a e Lejgaff”  

Stemningen vendte efter 1930 – 31. Man samledes stadig til begravelser. Men efterhånden sluttede de fælles folkelige arrangementer.  Vil ikke drille tyskerne. Den 12. maj 1933 afholdtes et stort idrætsstævne i Tønder. 1400 børn gik i optog fra Tønder Banegård gennem hele byen til sportspladsen. Forrest red stolte ryttere. Bertel fra Grøngård var en af dem. Far og mor havde kørt dem ind til Tønder. Bertel og hans bror havde hver tre små danske flag i hånden.  Da de kørte gennem Sæd på vejen hjem, gemte Bertel sine flag i bunden af vognen. Hvorfor gør du det, spurgte faderen. Jeg vil ikke drille tyskerne, svarede han. Ork, svarede faderen, det var jo netop det vi gjorde i Tønder i dag. Selv i børnenes bevidsthed blev Sæd regnet for en tysk by, dengang. 

Chokolade og cigaretter til tyske soldater. Den 9. april 1940 delte hjemmetyskerne chokolade, cigaretter og bolsjer ud til de tyske soldater. En købmand delte ud af sine varer i lange baner. Og i Lydersholm råbte en gårdejerkone til naboen: ”Das haven die Dänen gut von”   I det lille forsamlingshus i Lydersholm overnattede 14 tyske soldater. Senere forargede det de dansksindede, at hjemmetyskerne fejrede Hitlers fødselsdag i det danske forsamlingshus. Det var svært at bære. Masser af lagkage, blev der bagt. Da Paris blev taget blev Hagekorsflaget rejst i Lydersholm. 

Bomber over Rørkær. Den 28. september 1942 faldt der 400 brandbomber over Rørkær. Tre mennesker blev dræbt, og tre ejendomme blev fuldstændig ødelagt. Det gik ikke ubemærket hen i det lille samfund, at alle gendarmer blev anholdt. I Jyndevad hjalp en tysk soldat en gendarm til at flygte. Mange blev anholdt, blandt andet vognmand Hans Therkelsen i Bylderup Bov.  

De første gendarmer var bukket under i KZ – lejrene. Sorgen bredte sig i det lille samfund. En mindegudstjeneste for afdøde lektor Rosenkjær i Tønder Kirke samlede også mange dansksindede fra Burkal Sogn. Lektoren var omkommet i kz – lejren i Husum.  

350 tyske arbejdere ankom til Rørkær – Jejsing. De skulle grave tankgrave, skyttegraver og fælder på strækningen mellem Jejsing til Tønder. Soldater blev indkvarteret overalt, og også flygtninge ankom i stigende antal.  

Bombefly ned ved Jejsing. En vinteraften blev et engelsk bombefly skudt ned på en mark ved Jejsing. Seks flyvere blev dræbt. Maskinen og de døde englændere blev liggende i to døgn. Folk valfartede til stedet. Den tyske skole i Bylderup lavede direkte en udflugt til stedet og beundrede tyskernes værk. En af flyverne lå fastklemt i en tjørnehæk. Nogle af de tyske skoleelever samlede flødekarameller ud af denne døde pilots lommer.  

Bomber faldt ned i Rends, Nolde, Vindtved, syd for Jejsing og Solderup. På hele strækningen til Tønder blev der gravet maskingeværstillinger, kun et par meter fra hovedvejen med 50 meters afstand. 

Emil Nolde. Vi havde bebudet, at vi ville vende tilbage til Emil Hansen fra Nolde. Han var søn af gårdmand Niels Hansen, der kom fra det frisiske og Hanne Christine Hansen, som var født i Nolde. Sproget var selvfølgelig dansk, tysk lærte man i skolen. Drengen elskede at tegne og modulere. Landbruget var ikke noget for ham. Han kom i lære hos billedskærer Sauermann i Flensborg. Efter lærertiden og nogle år i Karlsruhe og Berlin kom han i 1892 til Skt. Gallen i Svejts, hvor han var tegnelærer i seks år.  De følgende år rejste han i Tyskland og Paris. I 1900  kom han til København, hvor han traf Willumsen, Knud Rasmussen og Herman Bang. Han sendte billeder ind til Charlottenborg og Den frie. Men de blev ikke antaget. Han traf også en ung sangerinde, Ada Vilstrup, som han efter et år blev gift med. De følgende år blev svære for
Emil Nolde, som han kaldte sig. Og det videre forløb kan du læse i artiklen Vadehavets maler –

Emil Nolde. Barndom i Nolde. Emil så resterne af borgen. Måske blev den brugt som røverborg, konstaterede Emil. I hans ungdom bestod den lille by af fem huse og fem gårde med i alt 68 indbyggere. Livet omkring Burkal dengang i 1870erne beskrev Emil Nolde ganske malende.  

Han beundrede kroværten på Saksborg Kro, Ingwert Iveren. Han havde engang sagt til landsdommeren: ”Du skal drikke vand, det er sundt”. Søndag formiddag var Ingwert altid i form, når kirkegængerne kom forbi, for at få sig en snaps. Det var sjovt, når en handel skulle afsluttes. Når 18 okser skiftede ejer. Det kunne være Rasmus Hinrichsen og Christian Mathiesen fra Højer eller Peter Lorenzen fra Dageböll Kog, der købte dyrene.

Og så skete det også, at man skulle tælle, hvad der var i indsamlingsbøtten fra kirken. Det foregik i hjemmet. Faderen var kasserer i Burkal Kirke. Når så foråret kom var der både føl, kyllinger, lam og kalve. Jo, det var noget man glædede sig til. Og købte man hos købmanden for 15 øre rosiner, ja det var luksus. De forskellige årstider satte sit præg på Emil.

Naturen havde også sine luner. Der var høstfest med glade mennesker og harmonika – musik. Glæde var det, når frugtvognene fra østkysten kom. Så var der blommer, pære og æbler. Der kom også fiskevogne over fra østkysten. Man kunne købe daggamle torsk meget billig.  Der var meget, der skulle klares på gårdene. Bagning, røgning, slagtning. Og børnene hjalp med. Til jul spiste karlene og pigerne med i den gode stue. Der blev badet i Grønå, og her lærte man også at svømme. Her fangede man også mange fisk, nogle gange endda laks.  Det kneb for Emil, at lære bibelen uden ad. Så ville han hellere lytte, når karlene fortalte historier. Særlig historierne om røverne ved Kruså, syntes, var spændene. Sproget var en blanding af sønderjysk og tysk. I skolen blev der talt tysk, religionsundervisningen foregik på dansk og når der skulle handles med dyr, foregik det på plattysk. Da Emil blev ni år, måtte han gå en klasse om til stor fortrydelse for faderen.  

Kilde:

Teksten er med tilladelse fra Uwe Brodersen 
Se Litteratur Tønder

Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse) 

Hvis du vil vide mere:
Læs: Vadehavets maler
– Emil Nolde

Hostrup, Jejsing og Præsten

Sønderjyllands historie indtil
år 1200 (under Sønderjylland)

Urnehoved
– et Tingsted ved Aabenraa (under Aabenraa)