6. søndag efter påske

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

sagde: »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.« Amen

Johannesevangeliet 15,26-27;16,1-4

”Jesus har en klar målsætning, men han ved også, at menneskers uvilje mod Gud står i vejen. Der er brug for et virkemiddel, som kan nedbryde de forsvarsværker, mennesker stiller op imod Gud. Dette virkemiddel er vidnesbyrdet, og vidnesbyrdet har tre dimensioner: Helligåndens vidnesbyrd, apostlenes vidnesbyrd og vi kristnes vidnesbyrd. Teksten til i dag handler om Helligåndens og apostlenes vidnesbyrd, læsningen fra 1. Petersbrev handler om vores vidnesbyrd.” (Robert Bladt i Anno Domini).

Tre vidnesbyrd

Der er altså tre som vidner. Apostlene har afleveret deres vidnesbyrd, som vi kan læse i Ny Testamente. Gud valgte at bruge disse mennesker som de første til at bringe budskabet om frelse og tilgivelse i Jesus Kristus til verden. Jesus udvalgte frivilligt 12 apostle til at bringe vidnesbyrdet til deres omgivelser og til os, og på den måde gøre missionens udbredelse afhængig af dem og os. Men modsat var både apostlene dengang og vi i dag fuldstændig afhængige af Helligåndens vidnesbyrd for verden, og at Helligånden gav apostlenes og vores vidnesbyrd kraft. Der er altså tale om en gensidig afhængighed. Helt frivillig fra Guds side. Helt afhængig fra vores side.

Vidnesbyrdets objektive side

Hvorfor har vidnesbyrdet så stor betydning og virkning? Først og fremmest er vi sandhedsvidner. Selve det budskab, vi går med, er sandheden, og det er en Guds kraft til frelse. Vi skal ikke tilføre det kraft eller forskellige retoriske virkemidler. ”For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft.” (1. Kor.1,18). Vi er sandhedsvidner på Guds vegne. Vi er så at sige Jehovas Vidner, men det giver nok en dårlig smag i munden på de fleste at bruge det udtryk – og med god grund. Men vi er i hvert fald Herrens vidner, Guds vidner, Jesu Kristi vidner.

Der ligger en kæmpe befrielse i det, at jeg ikke skal opfinde budskabet. Jeg skal ikke realisere mig selv med et eller andet projekt der kan vinde gehør, få mange likes på sociale medier og skabe et hav af følgere. Jeg er fritaget for at skulle sætte mig selv i forgrunden for at sælge mig selv og mit budskab. Den svenske pinsepræst, Peter Halldorf, er rundet af en lang præsteslægt, som blev kaldt for prædikanter. Han skriver et sted:

”Jeg er gammel nok til at kunne huske dengang, da man kaldte prædikanterne for vidner. Min far, farfar og morfar var alle prædikanter. Man sagde om dem, at de var ”Herrens vidner”. Det er et sigende udtryk. Prædikanten går ikke i sit eget ærinde, er ikke hovedperson i sin egen forestilling. Det budskab, han, eller hun, træder frem med, er hverken nyt eller originalt. Han forvalter ikke sine egne eller andres tanker om Gud. Han kommer ikke med moderne påfund. Prædikanten vidner om, hvordan Gud har åbenbaret sig for verden, i overensstemmelse med hvad Skriften siger, og hvad kirken har forkyndt, ”altid og overalt”. (Der brænder en ild, s.277) I den betydning af ordet prædikant er alle vi troende kristne prædikanter – uanset om vi har en teologisk uddannelse og ordination eller ej.

 

Vidnesbyrdet subjektive karakter

Efter at vi på denne måde har slået vidnesbyrdets objektive karakter fast, må vi også pege på den subjektive side. For det er jo mig, som vidner. Jeg er inddraget personligt med hele min eksistens i vidnesbyrdet. Det giver vidnesbyrdet en helt personlig farve og gør det mere autentisk. Jeg står ikke bare og foredrager om et eller andet interessant emne, men jeg står inde for det med hele mit liv og mit livs erfaringer. Det kan så både være en fordel og en ulempe. Der er i hvert fald en risikofaktor som gør at det gode, objektive vidnesbyrds indhold kan blive overstreget og gjort til skamme ved min måde at være og leve på.

”Blandt kristne – og måske særligt yngre kristne – er det et issue, hvor langt jeg kan tillade mig at gå i forhold til at leve som mennesker, der ikke kender Gud. Af og til forsvares en verdslig festkultur, udfordrende tøjstil og druk med den begrundelse, at det er vigtigt, at vise ikke-troende, at Jesus-troende ikke er anderledes end dem. Det er rigtigt, at vi alle i bund og grund er ens. Man mister ikke lysten til at overskride Guds grænser, fordi man bliver kristen. Både den kristne og den ikke-kristne er syndere. Forskellen er, at den kristne har fundet en frelser, der kan tilgive hans synd.” (Robert Bladt i ”Anno Domini”)

Der er ikke noget vundet ved at være anderledes for anderledeshedens skyld. Jeg skal ikke bare skille mig ud for at skille mig ud. Men modsat skal jeg heller ikke falde så meget i med tapetet, at forskellen forsvinder. Jeg skal ikke bare glide med strømmen som en anden død fisk. Bibelen siger, at den kristne er lys, salt og en duft af Kristus. Så er vi altså anderledes uanset om vi vil det eller ej. Der er ingen mennesker, der bliver frelst af at høre, at ”jeg er en synder, ligesom du er”. Det kan være med til at skabe identifikation, forståelse og samhørighed, men jeg skulle gerne nå frem til at vidne om, hvad det vil sige at jeg er en tilgiven synder.

 

 

Verdens magt og ånd

Når jeg er et vidne om Kristus, er jeg som sagt anderledes. Og det har sin pris. Jesus gør det tindrende klart for os i dagens evangelietekst, at det bestemt ikke altid er lige sjovt at være et vidne.

”En mand var kommet til personlig tro på Jesus. Et problem trykkede ham. Han syntes, det var svært at tage afstand fra verden. ”Hvordan skal jeg bære mig ad med det?” spurgte han en kendt missionær og fik omgående svar: ”Det skal du slet ikke bryde dit hoved med. Sørg for at vidne om Jesus Kristus, så slipper du for at tage afstand fra verden, for så skal verden nok afstand fra dig!” (Hartvig Wagner i ”Nåden vil høste hvad den sår”, Prædikener til 1. første tekstrække s.168).

Hvad er ”verden” egentlig? Det kan være godt lige at få det præciseret, hvad vi mener med det udtryk. Det er ikke verden forstået som hele det univers Gud skabte, og som stadig trods syndefaldet har en fantastisk skønhed, fordi det netop er Guds skabelse. Men verden forstås her som en magt, en åndelig, ødelæggende magt. En tidsånd som trækker os i en helt forkert retning. Jesus har selv talt om den lige forud for vores evangelietekst til i dag:

”Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer. Husk det ord, jeg sagde til jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres.” (Joh. 15,18-20)

Tidsånden og sandhedsbegrebet

Som nævnt tidligere er vi sandhedsvidner, og vi har heldigvis Helligånden med os som sandhedens ånd. Men verdens ånd, tidsånden, er en løgnens ånd, som ikke bryder sig om at høre sandheden. Verden hylder sandhedsrelativismen. Hvad der er sandt for dig, behøver ikke at være sandt for mig – og omvendt. Løgnen kan ophøjes til sandhed, og sandheden til løgn, eller i hvert fald noget anstødeligt og forargeligt. I vores højt besungne demokrati i Danmark – og vi skal på mange måder være taknemmelige for det – er det ikke sandheden der er enerådende. Det er flertallets mening der er ”sandheden”, i den forstand at flertallets mening er afgørende for hvad der er lov og ret. Flertallet bestemmer og har ret, uanset om de har det. Hvad der er sandt og rigtigt i dag, kan være det modsatte i morgen og omvendt. Derfor kan man aldrig få fast grund under fødderne i et demokrati. Sandheden i absolut form findes ikke.

Forfølgelsen

Derfor har det sin pris at gå op imod tidsånden, uanset om man bliver direkte forfulgt for sin tros skyld eller ej. Det fik ikke mindst apostlene og de første kristne at mærke:

”For at ramme de døbte kristne fandt man da på i synagogen at tilføje en bøn om, at Gud ville udrydde de kristne. Alle bad højt i kor, men når man kom til bønnen imod de kristne, måtte de jo tie. Derved røbede de sig selv. De vidnede om deres tro ved at være tavse og blev så udelukket af synagogen.” (Hartvig Wagner i Nåden vil høste hvad den sår, Prædikener til 1. første tekstrække, s. 170)

Jeg tror ikke, vi skal bede om forfølgelser, og i hvert fald slet ikke romantisere dem. Men vi skal regne med dem som et vilkår. Jesus har aldrig lovet os andet. Der er noget ved forfølgelser der gør, at kirken oftest vokser under pres udefra. Mange kristne oplever også ofte Guds nærvær og Helligånden på en helt anderledes stærk måde, når de udsættes for forfølgelse. Troen bliver prøvet og på den måde bliver den mere ægte og helhjertet. Det kunne vi godt ønske os noget mere af i vores folkekirke. Den megen frihed og de gode, trygge rammer om vores liv kan let gøre os åndeligt sløve og ligegyldige, så vi risikerer at falde åndeligt i søvn og helt falde fra. Verdens ødelæggende ånd kan virke særligt dragende på os med dens materialisme og grænseoverskridende normer.

I et interview i Kristeligt Dagblad udtaler Samuel Nymann Eriksen, generalsekretær i Dansk Europamission:

”Forfølgelse giver en mulighed for at vandre med Jesus på en intens måde. Den intensitet er jeg bange for, vi kan være fremmede for i Vesten … Vi har det jo utrolig godt. Men vores frihed og velstand kan være en lige så stor trussel for kirken som forfølgelse. Det kan nemt blive en sovepude for os, så man ikke mener, man har brug for Gud på samme måde. Tænk, hvis vi kunne søge Gud lige så intenst, når vi har det godt, som hvis vi oplever modgang. Jeg har selv en længsel efter at opleve samme trosliv, som jeg ser hos nogle forfulgte kristne.” (Kristeligt Dagblad, 15. maj 2021).

Udsagnsordet ”at vidne” hedder på græsk ”martyrein”. Dette ord blev tidligt forbundet med død og offer. Det koster noget at vidne.

Helligånden vidner

Hvis det ikke var, fordi Helligånden vidner for verden om synd, retfærdighed og dom, så nåede vi ikke langt med vores vidnesbyrd. Så ville vi kun opleve modgang og forfølgelse. Men nu går Gudsriget faktisk fremad med stormskridt mange steder i verden – mindre i Danmark og Europa – fordi Helligånden virker med med sit vidnesbyrd. ”Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige,” siger Paulus i ApG 14,22. Men det vigtigste er, at vi når frem til målet, og her har Jesus lovet at gå med os alle dage indtil verdens ende.

Amen.