Pinsedag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!« Amen

Johannesevangeliet 14,22-31

Det er på mange måder to modhistorier eller modbilleder vi præsenteres for i dag i de to tekster fra hhv. 1. Mosebog og Apostlenes Gerninger: Fortællingen om Babelstårnet og Pinsedagen.

Menneskeriget

Tårnbyggeriet i Babel er en ulykkelig fortælling om menneskets bestandige trang til oprør og modstand mod Gud. Man mener, at tårnet, der når op til himlen, formodentlig var et ziggurat-tempel, som er babyloniernes parallel til de egyptiske pyramider. Bygningen skulle bruges som helligdom for afgudsdyrkelse. Tårnbyggeriet er et udtryk for de konstante forsøg på at opbygge Menneskeriget til erstatning for og afskaffelse af Gudsriget. Et rige, hvor mennesket er i centrum, og hvor vi forguder og tilbeder os selv. Så kan vi nemlig få en gud som vi vil have ham, på vores præmisser og vilkår. Vi skaber os dermed en gud i vores eget billede.

Der er noget næsten komisk over det, når mennesket på denne måde puster sig op. Det er kun et spørgsmål om tid, før ballonen brister. Man ville skabe sig et navn, men hovmod står som bekendt for fald. Storheden holder ikke. Helt fra begyndelsen har vi været dybt afhængige af Guds åndepust: ”Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.” (1.Mos. 2,7) Dér har vi menneskets første fødselsdag, som siden har dannet grundlag for utallige andre. Babelstårnet er udtryk for, at denne livline kappes over, og så dør vi – i hvert fald menneskeligt og åndeligt set. Men mennesket er smart og har udviklet sin egen åndelige respirator til at holde sig kunstigt i live, og så går det jo fint uden Gud og hans hellige ånde. Men det har store konsekvenser at skære livsforbindelsen til Gud over. Historien om tårnbyggeriet i Babel er en historie om menneskelige ambitioner og drømme, et stærkt fællesskab, der kunne være endt i diktaturets ensretning og sindelagskontrol. Når mennesker vil skabe sig et paradis på jord efter deres egne forestillinger og ideer, ender det altid i et helvede. Det har historien vist gang på gang. Vi behøver ikke flere eksempler.

Guds bagvendte indgreb

Vi kan ikke selv, og derfor må Gud gribe ind. Og det gør han på sin helt egen nærmest bagvendte og i hvert noget paradoksale måde – for os at se. For Gud er jo ikke forvirringens men fredens Gud (1. Kor. 14,33), men her agerer han netop som om han var det. Det er er jo ellers Djævelens ”adelsmærke” og varemærke at være bagvaskeren og anklageren – som hans navn betyder – og dermed er han altid ude på at skabe splittelser og dybe sår og kløfter mellem mennesker. Han ødelægger fællesskabet og nærværet, så der bliver kold luft og afstand mellem os. Er det ikke netop det, Gud gør her?

Gud er mangfoldighedens Gud men også enhedens Gud. Hvorfor ”ødelægger” Gud den enhed og det sammenhold, at de var ét folk med samme sprog? Var der noget galt i at de havde ét sprog og stod sammen? Næppe. Men hele problemet var, at de havde vendt sig mod Gud og hans ord og sat en kurs for deres liv der ville ende i en katastrofe. Gud ved bedre end nogen anden, hvad det er for et dna og potentiale han har lagt ned i mennesket: ”Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem.” (1.Mos. 11,6) Fascinerende og skræmmende på samme tid!

Spredningseffekten

I kulturbefalingen i 1. Mos. 1 hedder det bl.a. til menneskene: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den.” (1.Mos. 1,28). Hensigten bag Babelstårnet var netop ikke at opfylde jorden men opholde sig i et isoleret hjørne som i en anden osteklokke.

Oprøret mod Gud er altid et oprør mod hans ord og hans befalinger. Derfor sagde Jesus også til sine disciple og til os: ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord … Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord.” (Joh. 14,23-24). Man kan ikke på den ene side bekende en tro på Gud og så samtidig forkaste hans ord. Men det har altid været Satans strategi at sætte spørgsmålstegn ved holdbarheden og sandhedsværdien i Guds ord. Og hvis han kan få spillet Helligånden ud imod Ordet, så er han for alvor lykkedes med en raffineret strategi. Helligånden siger ikke én ting, og Guds åbenbarede ord noget andet. De er altid i samklang med hinanden. Alt andet er løgnetale.

Gud må altså ødelægge et fællesskab og en ambition med sprogforvirringen som sit instrument. Men det overordnede formål er at genetablere kulturbefalingens ord og sætte en bremseklods for det menneskelige hovmod. Gud kan ikke stiltiende se til, at mennesket ødelægger hans plan, og så må han nogle gange tage skrappe og for os at se uforståelige midler i brug. For han er genoprettelsens Gud. Og han er ordenens Gud. Fra kaos til kosmos.

Gud stiger ned

Gud steg ned for at se byen og tårnet. Det er aldrig mennesket der stiger ned for at se Gud. Gud kan ikke skubbes fra tronen i sin himmel, men mennesket kan afsætte ham som herre og konge i sit eget liv.

Pinsedag steg Gud også ned. Som den tredje person i guddommen, nemlig Helligånden. Vi kan let komme til at glemme Helligånden, fordi han er den mere stille og tilbagetrukne gentleman, sådan umiddelbart at se til. Han gør ikke megen stads af sig selv. Hans hovedopgave er jo at skubbe Jesus frem i rampelyset, så han kan blive herliggjort. Helligånden kan også let blive reduceret til en upersonlig kraft, men så har vi ikke længere en trinitarisk eller treenig Gud. Gud er ikke to men tre personer. Derfor er Helligånden en person. En person i den treenige Gud.

Mangfoldighed og enhed

På pinsedagen har vi mangfoldigheden repræsenteret ved de mange jøder fra forskellige folkeslag og deres forskellige sprog. Men det er kun jøder på dagen for kirkens fødselsdag. Vi er i kirkens spæde start, og endnu er det altså kun de messianske jøder, der udgør menigheden. Men snart skal den vokse på alle ledder og kanter og også komme til at inkludere alle de hedenske folkeslag som fx os danske jafitter, efterkommere af Noas søn Jafet. Apostlenes tale på de mange forskellige sprog er ikke bare et sprogunder, men også overraskende i den forstand, at det kan synes unødvendigt. Var de ikke alle jøder og havde aramæisk som fællessprog? I hvert fald fælles gudstjenestesprog. Men Gud giver os netop derved en forsmag på, at alle sprog og dialekter skal repræsenteres og inkluderes i Gudsriget, Guds universale menighed.

Selvom vi stadig må døje med den afstand og fremmedgørelse et uforståeligt sprog skaber imellem os, så har vi nu et Åndens fællessprog, som knytter os sammen over hele jorden. Når vi fx tilbeder og lovsynger Gud, bindes vi sammen til en enhed med fredens bånd.

Rettidig omhu eller utidig ildhu

Mærsk-koncernen har et motto, som stammer tilbage fra A.P. Møllers tid: "Med rettidig omhu", eller i fuld ordlyd "Intet tab skal os ramme, som ved rettidig omhu kunne afværges". Det betyder at man skal gøre tingene ordentligt og til tiden. Man må ikke sjuske med sit arbejde. Jeg ved ikke hvem der har opfundet begrebet, men Helligånden ville godt kunne stå inde for det. Gud er som tidligere nævnt ordenens Gud. Paulus formaner den karismatiske korintermenighed med dens kæmperepertoire af nåde- og tjenestegaver til at lade alt gå sømmeligt og ordentligt til (1.Kor. 14,40). Der var simpelthen ved at udvikle sig for megen kaos. Så langt kan vi sagtens følge med – ikke mindst i en noget intellektualiseret og stiv folkekirke. Vi elsker de faste former og liturgier. Men Helligånden kan ikke puttes ned i en boks. Han har det med at sprænge alle rammer på uventede tidspunkter og steder. For sådan er han også. Han er det dynamiske, karismatiske, fuldstændig ukontrollerbare, som rusker op i os, når vi falder åndeligt i søvn, eller er ved det. Men det er ikke på den uhyggelige og skræmmende måde – selvom vi nok kan blive taget på sengen. Det er ikke farligt, om end det godt kan virke farligt og gøre ondt, når tingene bliver hvirvlet op. Lige så meget Gud er ordenens Gud, er han også disruptionens Gud. Og det er han, fordi han ikke vil at vi fuldstændig skal blive forstenet i vores gudsforhold.

Det uhyggelige er jo, at vi kan køre videre med hele vores folkekirkelige apparat med gudstjenester og et hav af aktiviteter, medens Helligånden stille og roligt er listet ud af bagdøren for længe siden. Og sådan kan det fortsætte i årtier eller århundreder. Vi har affundet os med tingenes tilstand og tror måske endda at det er det normale. Vi kører videre med respiratorens kunstige åndedræt koblet til. Så er det at Gud ind imellem må puste sin helligåndske hvirvelvind ind imellem os, så vi bliver kastet omkuld. Har vi stadig en forventning om, at det kan ske? Og håber vi at det vil ske? Eller har vi fundet os tilrette med en rettidig omhu og lukket af for en utidig ildhu, som en præst fornylig udtrykte sig?

Ikke fredens og roens Gud

Gud er ikke fredens og roens Gud. Men han er fredens Gud. Uro kan der sagtens blive masser af i vores liv. Når Jesus ved Helligånden flytter ind i os og tager bolig i os, så er det ikke fordi han vil bruge vores adresse som et andet hvilehjem eller plejehjem. Han kommer ganske vist med den sande fred, som verden ikke kan give. Den fred som Jesus har vundet til os, da han forsonede os med Gud ved sin stedfortrædende død på korset. Og ind imellem kan den også opleves som en subjektiv, følbar fred.

Men der følger også en uro med. Først og fremmest uroen over synden i mit liv. Og her kan Helligånden godt tage hårdt fat, når der skal fejes og muges ud. Det gør ondt at få gjort op med skjulte synder og laster. Det skaber uro. En velsignet uro! Helligånden skal lære og minde os om alt hvad Jesus har sagt. Men ikke bare som en anden lærer, der skal banke viden og oplysninger ind i hovedet på os og repetere glemt stof. Nej, jeg kommer først og fremmest under en eksistentiel, åndelig kirurgisk behandling som et vintræ, der skal renses og beskæres med vingårdsgartnerens kniv. Og det kan godt gøre ondt når Helligånden skal udvirke frugterne i vores liv. ”En frugttung gren bøjes altid nedad”, som en norsk missionær engang skrev (Asbjørn Aavik). Det er prisen for at bære frugt. Også en fredens frugt.

Og hvad med uroen over dem, der går fortabt, hvis ikke de hører evangeliet? Er den blevet erstattet af ligegyldighed og selvtilfreds materialisme bag villahækken? Er vi parate til også her at lade Helligånden tage fat i kraven på os? Ikke bare på den ubehagelige måde, men også ved at han fylder os med sin kraft og sit åndepust, der giver lyst, frimodighed, længsel og en nød for at dele evangeliet med min nabo, arbejdskollega og mange andre? Lad os bede med forventning om Helligåndens indgreb i vores liv og menigheder.  Amen.