9.søndag efter trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!« Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.« Amen Lukasevangeliet 16,1-9

”Der var en rig mand, som havde en investeringsagent med ansvar for formuepleje. Ved revisorernes årlige gennemgang af regnskaberne blev den rige mand opmærksom på, at hans formue var skrumpet. Investeringsagenten havde købt aktier, hvor han burde have købt obligationer, og obligationer, hvor han burde have købt aktier.

Den rige mand tøvede ikke med at fyre sin investeringsagent. »Du har en måned til at lave en opgørelse over dit ansvarsområde, og så er det ud af vagten!« Investeringsagenten var lamslået. Ingen ville ansætte ham til at foretage investeringer med sådan en fyring i bagagen. Han var en fin mand, meget akademisk og temmelig lidt praktisk anlagt. Han ville ikke holde en uge på et slagteri eller som murerarbejdsmand, og da han havde været så letsindig ikke at melde sig ind i en A-kasse, kunne han i bedste fald se frem til kontanthjælp. Hvilken ydmygelse!

Da fik han en idé. Nogle af den rige mands debitorer hang i bremsen med nogle alt for store lån, som de aldrig ville være i stand til at betale tilbage. Hvis han nu tog initiativ til gældssanering, inden disse skyldnere gik konkurs, kunne han måske redde sin arbejdsgiver fra et større tab. Samtidig ville debitorerne blive så taknemmelige over at undgå betalingsstandsning, at de ville hjælpe ham med at finde et passende arbejde.

Som sagt så gjort. Og for første gang måtte den rige mand rose sin investeringsagent.”

Sådan har teologen Robert Bladt formuleret en mere moderne version af Jesus’ fortælling om den uærlige godsforvalter i sin bog Anno Domini.

Sammenhængen med fortællingen om den fortabte søn

Fortællingen i evangelieteksten kan virke noget kryptisk og har voldt mange bibellæsere og ikke mindst prædikanter mange kvaler gennem tiderne. Ved første øjekast virker det nærmest som om Jesus blåstempler uærlighed, bedrageri og underslæb. Den rige mand er jo et billede på Gud, og han ender ligefrem med at rose den uærlige godsforvalter. I Bibelen 2020 er v.9 oversat: ”Og det vil jeg sige jer: I må sørge for at bruge jeres penge til at skaffe jer venner, også selvom de er tjent på uærlig vis.” Det er efter min bedste overbevisning en fejloversættelse og en fuldstændig misforståelse af tekstens budskab. Jesus sanktionerer på ingen måde uærlighed – heller ikke i vores omgang med penge.

Jeg har selv kæmpet med denne tekst gennem mange år, men en af nøglerne til at åbne den op ligger i at se tilbage på kapitlet forinden. Kapitel- og versinddeling i bibelen kan være meget nyttig for overblikket og vores bibelbrug. Men ind imellem kan det også være med til at sløre sammenhængen og forståelsen af en tekst. Fortællingen i dag indleder et nyt kapitel i Lukas-evangeliet, men i virkeligheden hænger den sammen med fortællingen i det foregående kapitel, nemlig om den fortabte søn. De to fortællinger har nemlig rigtig meget tilfælles. Ligesom godsforvalteren bortødsler en del af sin herres formue, sådan gør den fortabte søn. Og på samme måde som den rige mand udviser barmhjertighed og gavmildhed, sådan gør faren. Især Guds rolle i historien til i dag er ofte blevet overset. Den nu afdøde professor i teologi Kenneth E. Bailey siger rent ud: ”Temaet er Gud, synd, nåde og frelse – ikke ærlighed i omgangen med penge.” Det må da siges at være overraskende!

Kompetencer og plan

Godsforvalteren er på mange måder en kompetent og klog mand. Der er ingen kritik af hans formelle kompetencer i forhold til udførelsen af hans arbejde. Men der hvor han for alvor får ros er hans evne til at tænke og arbejde sig ud af en højst kompliceret og skæbnesvanger situation. Mange ville helt sikkert være gået i panik og blive handlingslammet, men godsforvalteren tænker klart i forhold til sine realistiske muligheder: Han har ikke fysik til hårdt manuelt arbejde, og han skammer sig ved at tigge. Men så udtænker han en plan og strategi, der er genial og højst risikabel. Han er en risikotager, men ikke én af typen, der bare lukker øjnene, springer ud i det og håber det bedste. Planen er gennemtænkt til mindste detalje, og samtidig ved han, at tidsfaktoren er helt afgørende. Han sidder stadig inde med regnskabsbøgerne en kort tid endnu, så der skal handles hurtigt. Nok til at give tilstrækkeligt med stress og sved på panden, men han holder hovedet koldt.

Hans plan går i al enkelthed ud på at sikre sig en fremtid efter sin skandaløse fyring. En kriminel der igen skal integreres og resocialiseres i samfundet har det ikke altid alt for let. Så kan selv fængslets tykke mure føles mere tryghedsskabende.

Godsforvalteren har desperat brug for, at mennesker i samfundet vil tage godt imod ham og sikre ham en levevej i fremtiden. Måske få et lignende job. Men når man finder ud af at han er en uærlig mand, må han købe sig til deres velvilje/goodwill. Der vil under alle omstændigheder blive holdt godt øje med ham.

Anløben moral

Hans plan og udførelsen af den er genial og et mesterværk. Hans klogskab bliver rost. Han er smart og intelligent. Men han viser sig også som en fuldstændig uansvarlig og moralsk anløben person. Godsforvalteren bliver på intet tidspunkt rost for karakteren af sin handlemåde. Han er et broddent kar. Det han gør er moralsk og etisk set helt forkasteligt. Han kaldes i teksten for uærlig og kategoriseres under denne verdens børn, som står i modsætning til lysets børn. Altså et stærkt negativt udtryk.

Ikke nok med at han har misbrugt sin position som godsforvalter til at berige sig selv ved at ødsle med godsets penge – ligesom vi også tidligere har hørt om overtolderen Zakæus, der udnyttede sin position til at blive rig – og formentlig levet et liv i sus og dus som den fortabte søn, der bruger og forbruger alt hvad han har – nu gør han ovenikøbet det at han for anden gang misbruger sin herres midler.

Men denne gang sker det paradoksalt nok som en slags godhed og gavmildhed. Ganske vist gør han det ud fra rent egoistiske motiver, men handlingens indbyggede godhed står ved magt. Han foretager egenhændigt gældssanering til stor gavn og glæde for dem der er sunket ned i bundløs gæld eller tæt på. Det er i hvert fald omkring halvandet års løn for en almindelig daglejer, og det var en stor sum penge dengang. Nu kan de komme ud af deres fastlåste situation og begynde at se længere frem end til næste termin. Denne handling stemmer overens med teksten fra Ordsprogenes bog, som er lektieteksten til i dag: ”Hold ikke et gode tilbage fra den, som har brug for det, når det står i din magt at yde det.” Godsforvalteren havde denne magt, men det var en misbrugt magt og embedsudførelse. Det er rent ud sagt tyveri. Han køber sig altså til venner der vil tage godt imod ham efter afskedigelsen, for man bliver yderst populær når man nedskriver eller helt sletter gæld. Det sidste tør han dog ikke gøre.

De gældstyngede skyldnere tør heller ikke angive ham, når bedraget bliver afsløret, for de har jo selv rettet på tallene. Det er ren og skær dokumentfalsk. De er altså medsammensvorne, uden at de dog vidste det. Det virker som om de har gjort det i den tro, at godsforvalteren havde godsejerens accept af det. Alt sker for øvrigt helt privat, en ad gangen, som et lyssky foretagende der absolut ikke tåler offentlighedens skarpe søgelys.

To alternativer

Godsforvalteren lykkes altså i første omgang med sin mesterligt udtænkte plan. Men planen er som tidligere nævnt også højst risikabel. Han sætter alt på ét bræt. Og alt står og falder med godsejerens reaktion. Her kommer det godsforvalteren til gode, at han har et indgående kendskab til sin herre. Faktisk sætter han al sin lid og sit håb til godsejerens godhed, gavmildhed og nåde.

Hvilke muligheder har godsejeren, som samtidig er et billede på Gud?

Han kan vælge at afsløre hele foretagendet. Det ville være retfærdigt nok. Et embedsmisbrug af format der har kostet i milliard-klassen, hvis det var i dag, fortjener vel en retfærdig straf? Det kan næppe nogen have indvendinger imod. Men det har også konsekvenser. Godsejeren har brug for sine forretningspartnere, dem der lejer jord af ham og siden hen giver ham del i høstudbyttet. Det er nemt, bekvemt og profitabelt. Nu er han blevet voldsomt populær i byen som en gavmild, god og retfærdig mand, der har blik for andet end kold profit. Det er guld værd, selvom det har kostet ikke så lidt endda på bankkontoen.

Så han vælger det andet alternativ: At lade tingene være som de er, fordi gældssaneringen trods alt har været et stort gode. Men én ting skal vi lægge mærke til: Han ser ikke igennem fingre med den synd og overtrædelse der er blevet begået. Godsforvalteren har mistet sin betroede og sikkert velbetalte stilling, som mange ville have misundt ham, og den får han aldrig tilbage igen. Godsejerens tillid er brudt, og det fik konsekvenser for resten af livet. Og sådan er syndens karakter: Den ødelægger og nedbryder fællesskabet og tilliden mellem mennesker og har alvorlige konsekvenser – også i forhold til Gud hvor synden er et udtryk for oprør der skiller os fra ham.

At lade nåde gå for ret

Alligevel er det mest kendetegnende ved denne fortælling godsejerens nådige sindelag og indstilling. Allerede i starten da han får pålidelige informationer om godsforvalterens underslæb, vælger han ”kun” at fyre ham. Og selvom det er slemt nok, så var han berettiget til at gøre det der var langt værre: At få ham spærret inde og først lade ham forlade fængslet når han havde betalt den sidste rest af godsejerens formøblede formue.

Selv efter at godsforvalteren for anden gang har taget af kassen til gældssanering, lader godsejeren nåde gå for ret. Synden har konsekvenser på alle planer af vores liv, men der findes tilgivelse og oprejsning for den der erkender den og bekender den. Vi ved ikke engang om godsforvalteren var angerfuld og fortrød sine handlinger, og alligevel bliver han mødt med en ufattelig godhed og nåde. Han hjælper indirekte godsforvalteren til at indrette sig en tålelig tilværelse efterfølgende efter at være sluppet fuldstændig for både fængsel og gældsafvikling. Det er nåde over nåde! Guds sindelag og kærlighed i uhørt grad. Også forretningspartnerne får del i nåden og slipper for straf, selvom de havde begået dokumentfalsk.

Og her har jeg lyst til at citere fra den digteriske genfortælling i salmen vi skal synge efterfølgende:

v.6: Hvad gør vi, når klokken er faldet i slag,
og vi har forvaltet uværdigt?
Vi håber, at han, som skal dømme den dag,
vil dømme os dybt uretfærdigt.
Se, det er vor eneste udvej.

(Hvad gør vi, når klokken er faldet i slag, Holger Lissner, 1993)

Vores håb og frelse er at Gud dømmer os dybt uretfærdigt – set med vores målestok. Sådan handler Gud i fortællingen med den uærlige godsforvalter. Sådan handlede Gud, da han tillod et justitsmord af format, så Jesus kunne blive klynget op på et kors. Den eneste hellige, rene og retfærdige blev straffet for vores synd, skyld og skam. Gud lod nåde gå for ret. ”Se, det er vor eneste udvej.” Gud valgte den vej. Guds retfærdighed forstår vi dybest set ikke, for den overgår langt vores retfærdighed. Men vi mærkerne konsekvenserne af den, når den bliver udmøntet i Guds kærlighedsaktion i Kristus Jesus.

Forvaltningen af penge

Og så en enkelt lærdom til sidst, for vi skulle jo tage ved lære af klogskaben:

”Den, som ved gavmildhed og gæstfrihed får mange venner, kan opleve, at nogle af dem ved denne kontakt får lyst til at blive Jesu disciple. Da har man forvaltet klogt, for penge er knyttet til det korte jordeliv, men venner, der bliver disciple, vil man gense, når Guds rige fuldendes i herlighed … Det han (= disciplen) har af materielle goder, meget eller lidt, skal bruges og forvaltes ud fra det overordnede mål, Guds rige og discipelforholdet til Jesus. Hvis mammon får en selvstændig herre-rolle i en discipels liv, vil det kvæle troen på Jesus.” (Børge Haahr Andersen, Bibelværk for menigheden, bind 13)

Selv penge som ofte bruges til at fremme ondskaben i verden, kan altså tages i evangeliets tjeneste og tjene Guds riges sag. Guds nåde sætter os fri til at handle sådan! Amen