14. søndag efter trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«

 Lukasevangeliet 17,11-19

”Det er ikke, hvordan man har det, men hvordan man tar det.” Sådan skulle Frederik den 9. vist engang har udtrykt sig. Og det er der jo megen sandhed i. Nu er det bestemt ikke ligegyldigt hvordan man har det. Når livet er én lang træls vandring op ad bakke med megen modgang og lidelse, så kan det være rigtig svært samtidig at udtrykke glæde og taknemmelighed over livet. Men det er ikke umuligt.

”Hvad har jeg egentlig at takke Gud for!? Sådan tænker mange mennesker, når der tales om at takke Gud: Jeg har fået en grim næse, ingen siger, at jeg har charme, uheldig er jeg næsten hele tiden. Hele livet igennem har jeg måttet trækkes med et arbejde, som jeg ikke trives ved. Og nu begynder jeg at blive gammel. Jeg mærker, at jeg får åndenød, når jeg går op ad trappen. Det kniber med at læse de små bogstaver …

Det underlige er, at et andet menneske kan have oplevet næsten nøjagtig det samme – og takket Gud hele tiden, oprigtigt taknemmelig, glad og tilfreds med livet. Hvor den misfornøjede blot så de triste sider, dér fandt den taknemmelige altid noget at være glad for. (Bo Giertz i bogen ”At leve med Kristus”, s.195)
Er glasset halvtomt eller halvfuldt? Begge dele, men du vælger hvordan du vil anskue det. Om du vil se tilværelsen fra den lyse side eller den mørke side.

”Det er ikke, hvordan man har det, men hvordan man tar det.”

Spedalskhedens gru

Der er vist ikke nogen, som kunne finde på at bebrejde en spedalsk på Jesu tid, hvis han så på tilværelsen i et mørkt perspektiv. Der var vitterligt heller ikke meget at råbe hurra for. En mere hård skæbne kan man dårligt forestille sig.

Der var ingen helbredelse for sygdommen – i hvert fald skete det kun i meget sjældne tilfælde. Den medførte ubeskrivelige lidelser, hvor lemmerne på kroppen langsom tæredes op af betændelse, rådnede og faldt af eller blev stærk misdannet.

Som om det ikke var nok, fulgte der også en social udstødelse med. Man var udelukket fra fællesskab med familie og venner og bogstaveligt talt placeret uden for samfundet og dets aktiviteter. Man var som omvandrende, stinkende lig, uden nogen fremtid eller håb, dybt ensom og forladt. I Gammel Testamente lød forordningen:

”Den spedalske, der er angrebet, skal bære iturevne klæder, hans hår skal hænge løst, han skal tilhylle sit ansigt og råbe: ”Uren, uren!” Så længe han er angrebet, er han uren. Han skal bo isoleret og opholde sig uden for lejren.” (3.Mos. 13,45-46)

Så slemt har vi trods alt ikke oplevet det under coronaen, men vi kan måske sætte os lidt bedre ind i deres situation i dag.

Men midt i deres ensomhed og dybe nød, blev de forbundet i et fællesskab som gik på tværs af kultur, religion og nationalitet. Jøderne og samaritanerne nærede et dybt had og fjendskab til hinanden, men her var altså en gruppe på ti mennesker, ni jøder og en samaritaner, som holdt sammen og var fælles om nøden, og også fælles om at søge nåden: ”Jesus, Mester, forbarm dig over os!”

En trosrejse

Jesus hørte deres bøn, men han besvarede den ikke sådan som han oftest gjorde det: Lagde hænderne på dem og satte dem fri med Guds ords myndighed og kraft. Jo, de fik kraften at mærke i Gudsordet, men gennem en trostest. Jesus sendte dem afsted ud på en trosrejse. Vi ved ikke lige hvor lang den var men kan sagtens have været adskillige kilometer. De skulle gå hen og få foretaget et lægetjek. Dengang var det præsterne, som stod for det.

Jesus udfordrede deres tro uden at give dem et løfte med. De var ikke blevet helbredt. Der var ikke sket et mirakel. Ikke så mærkeligt hvis de havde sagt: ”Det giver ganske enkelt ikke mening, hvad du siger, Jesus. Vil du helbrede os eller hvad?” Men sådan reagerede de ikke. Måske fordi de ikke havde noget at tabe. Det værste der kunne ske, var at der ikke skete noget. Skuffende ganske vist, men deres situation var alligevel håbløs i forvejen. De gik med det rene ingenting – og så alligevel gik de i tro på ordene der var kommet ud af Jesu mund.

Tør vi tro?

Sådan kan det også ofte være i vores liv. Tør vi tro på, at Gud vil gribe ind og gøre et mirakel? Vi har måske bedt mange gange, nogle gange mere af pligt og vane end af tro og tillid til, at Gud kan og vil gøre noget i vores situation. Han har jo lovet at han vil høre os og også svare os, som han ser det er bedst for os. Men det kan godt være rigtig svært, når tingene ikke ændrer sig lige med det samme, og vi skal leve med en tidsmæssig afstand mellem råbet/bønnen til Jesus og hans indgreb. Måske møder vi først svaret i opstandelsen. Det kan være rigtig lang tid at vente. Og så bliver vi udfordret på vores tro – og nogen vælger helt at frasige sig troen på, at Gud eksisterer og er der for mig.

Miraklet indtraf

Og så skete det: miraklet. Hvilket chok, eller var det som de havde turdet tro at det ville ske? Jesus havde bedt dem om at få foretaget et lægetjek, så det gjorde de ni i lydighed mod Jesu befaling. Men den ene var ”ulydig”. Han vendte om med det samme for at kaste sig ned for Jesu fødder og sige ham tak af hele sit hjerte. Så kunne lægetjek vente til senere. Det var ikke vigtigt lige der på stedet.

Tro og taknemmelighed

Men lad os vende tilbage til taknemmeligheden. Tro og taknemmelighed hører sammen! Men de ni vendte jo ikke tilbage for at sige tak, så i deres liv hørte tro og taknemmelighed åbenbart ikke sammen. Men er det nu rigtigt at sige, at de ni jøder var nogle kolde, utaknemmelige mennesker? Næppe! De fulgtes jo ad til templet for at bringe en offergave som foreskrevet i loven (3. Mos 14). Dermed havde de altså i lovens forstand takket Gud for helbredelsen.

”Selvfølgelig er de taknemmelige mod Jesus, og de takker garanteret Gud. De skal selvfølgelig hjem til familien og vennerne og kramme dem i inderlig glæde. Om lørdagen går de ni jøder i synagogen for at sige tak for deres liv, og i forbindelse med en valfartsrejse til påske, pinse eller løvhyttefest vil de sikkert gå op i templet og bringe Gud et takoffer. Og har de så ikke dermed gjort, hvad der er naturligt og menneskeligt? Jo, og så er der alligevel noget, der står tilbage, som er dybere end takt og tone. Og trods deres taknemlighed hæfter Jesus sig ved, at kun én vendte tilbage og sagde tak. Ikke ti, men én! I hans optik sagde de ni ikke tak! (Flemming Baatz Kristensen: På pilgrimsrejse i kirkeåret II, s.343)

Generel taknemlighed eller specifik tak

Hvad var det så, der var galt? Egentlig takkede de ni bare sådan Gud i almindelighed. Formelt set havde de sagt tak med deres offergave i templet, men de valgte efter al sandsynlighed ikke at vende tilbage og give Jesus en personlig tak senere hen. Det melder historien ganske vist ikke noget om, men er det ikke ofte en sandhed, at den som ikke takker med det samme, gør det som regel heller ikke senere. Der er i hvert fald en stor fare for, at det ikke sker.

Jesus ville gerne indlede en personlig relation til dem alle: ”Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?” spørger Jesus. Dermed siger han i virkeligheden: Gud, det er mig! Mig, for hvis fødder du kaster dig ned.” (Hartvig Wagner i ”Nåden vil høste hvad den sår, Prædikener til 1. tekstrække, s. 240). Vi har aldrig set Gud, men vi kan møde ham gennem Jesus Kristus. Den fjerne Gud lærer vi at kende gennem hans søn. Den eneste vej til Gud går gennem Jesus, fordi han er VEJEN. Derfor er det også netop ham vi skal vende tilbage til og takke.

Med Gud i baghånden

Det er farligt at leve på en måde hvor man tager alt for givet. Det gør os til utaknemmelige og i værste fald kyniske mennesker. Tak i stedet for Gud for alt, hvad han har givet.

Mange mennesker lever med en Gud i baghånden, når det passer dem at inddrage ham:

”Hvis vi kun har Gud i baghånden, siger vi ikke tak. Så tænker vi snarere: ”Det manglede da bare! Det var også på tide!” Selvfølgelig får vi noget at spise, selvfølgelig har vi hinanden og bor i et af verdens rigeste lande. Vi tager æren for det selv. Når vi ikke vender tilbage til Jesus, pukker vi på vores ret. Ja, og så bliver det underligt kedeligt, gråt og trist, og vi bliver så sært selvoptagne og vil bare nyde livet … Men hvis vi ser Guds spor i livet og opdager Jesus, så kommer takken. Så værdsætter vi ham og må hen til ham. Når vi takker ham, tager vi imod ham. Det er vores måde at svare ham på, vi re-agerer på hans aktion. Og når vi takker ham, så sker der noget. Så bliver vi ydmyge på den gode måde; der opstår et fællesskab; vi bliver åbne, og det gode liv fra Gud kan flyde ind i os: Åndens frugt. Da bliver vi de mennesker, vi er skabt til at være! At være kristen er at leve i en stadig tilbagevenden til Jesus, hvorfra vi sendes videre på vores livsvandring.” (Flemming Baatz Kristensen: På pilgrimsrejse i kirkeåret II, s.344)

Begynd med takkebønnen

Lad mig give et praktisk råd til sidst: Jeg har ofte opdaget, at hvis jeg begynder mine personlige bønner med at remse alt det op jeg har og ser af problemer og udfordringer i mit liv, så ender jeg let med at blive træt og modløs. Det er ganske vist dejligt at få læsset af, men det løfter ikke min ånd til glæde og taknemlighed. Begynd i stedet for med tak og lovprisning til Gud. Der er altid noget vi kan takke Gud for på trods af vores omstændigheder. Om ikke andet kan vi sige ham tak for de største ting i vores liv: at han har frelst os fra syndens magt og fortabelsens gru, givet os syndernes forladelse kvit og frit, lovet os at Helligånden vil gå med os og vejlede os, og håbet om et evigt liv på en ny jord, et liv som allerede tager sin begyndelse nu.

Jesus sagde netop til samaritaneren, at hans tro havde frelst ham. Han fik del i nåden, frelsen og helbredelsen, de ni andre fik ”bare” en helbredelse. ”Stå op” er det samme ord på græsk som bruges om opstandelsen. Vi må altså rejse os op og leve opstandelseslivet her og nu i taknemmelighed for alt hvad Gud har givet os gennem Jesus Kristus, vor Herre. Amen