18.søndag efter trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.

 Matthæusevangeliet 22,34-46

Når man skal føre en saglig debat, er det vigtigt at få belyst så mange sider og indfaldsvinkler til en problemstilling som muligt. På den måde er der chance for efterfølgende at kunne danne sig en holdning og evt. træffe en kvalificeret beslutning. Men desværre kan der ske det at debatten i stedet for drejer i retning af at blive personfikseret og dermed usaglig.

Tre gange i rap havde forskellige grupperinger inden for den teologiske elite forsøgt at sætte Jesus til vægs i et til tider temmelig ophedet debatklima. Det kan vi se ud af den kontekst evangelieteksten optræder i. Jesus holdt det på et sagligt plan, men modstanderne var i virkeligheden kun ude efter at fælde ham ved at få ham til at træde i spinaten. De ville underminere hans autoritet, men de endte med at undervurdere hans autoritet som følge af hans store indsigt i loven og Guds ord som helhed.

Loven siger at jeg skal elske Gud

Loven siger at jeg skal elske Gud. Ok, det må jeg så gå i gang med. Nu er der bare det ved det, at Moseloven indeholder 613 bud: 248, som siger hvad jeg skal, og 365 som siger hvad jeg ikke må. Det er en stor omgang, og skriftlærde / rabbinere på Jesu tid havde faktisk udarbejdet fortolkninger til alle budene og derfra udledt regler ned til mindste detalje for hvordan man skulle praktisere disse mange bud i hverdagen. Loven regulerede på den måde hele det menneskelige liv i alle dets facetter fra vugge til grav.

Hvorfor var de så optaget af det? Fordi loven indeholder Guds gode vilje for mennesket. Loven udtrykker alt det bedste som Gud ønsker for os, og hvem vil ikke gerne have del i det. Derfor viede de skriftlærde hele deres liv til at finde ud af, hvordan Gud vil at vi skal leve, så at han kan velsigne os på alle måder.

Loven siger at jeg skal elske mit medmenneske

Loven siger ikke bare, at jeg skal elske Gud. Jeg skal også elske mit medmenneske / næsten. De ti bud indeholder to tavler: De tre første bud omhandler forholdet til Gud, og de sidste syv bud definerer hvad det vil sige at elske mit medmenneske. De er forskellige, og samtidig hænger de uløseligt sammen. Jeg kan nemlig ikke elske Gud, uden at det får konsekvenser for mit forhold til mine medmennesker. At elske Gud kan ikke kombineres eller forenes med at hade og foragte mine medmennesker. Vi møder ikke kun Gud, når vi sidder til en gudstjeneste eller ved en personlig andagt med bibellæsning og bøn. Vi møder også Gud i medmennesket. Hvad vi gør mod vores medmennesker, det gør vi også mod Gud. Det er ikke to adskilte verdener, som vi ofte kan gøre det til. En del af kærligheden til Gud er kærlighed til mit medmenneske. Tænk hvor mange konflikter mellem mennesker der kunne løses op for, hvis vi for alvor forstod denne sammenhæng. Hvis vi virkelig ønsker af hjertet at leve i en sund og ret relation til Gud vor Far, så bliver det alt om at gøre for os at få et ordnet forhold til vores medmennesker.

Agapekærligheden

Hvordan skal vi så elske Gud? Af hele vores hjerte og af hele vores sjæl og af hele vores sind. Lektor i teologi på Dansk Bibel-Institut, Torben Kjær sammenfatter det på denne måde:

”Hjerte, sjæl og sind formulerer sammen med ordet hele en total kærlighed, der inddrager det hele menneske med alt, hvad det rummer af liv, styrke, vilje, følelse og intellekt.” (Matthæus Evangeliet II, Credo kommentaren, s.167).

Med andre ord: Vi skal elske Gud med den fuldkomne kærlighed, dvs. agapekærligheden. På græsk findes der flere forskellige ord for at elske, men det højeste niveau af kærlighed er den totalt uselviske og selvopofrende kærlighed: Agape. Det er ikke lige som på dansk hvor man både kan elske sin kone/mand og elske kylling til aftensmad. Uden sammenligning i øvrigt.

Hvordan skal jeg så elske mit medmenneske? Det skal jeg gøre med den samme naturlige kærlighed, som jeg har til mig selv. Nu ved jeg godt, at vi kan lide under et lavt selvværd og ligefrem selvhad. Og selvkærligheden kan meget hurtigt blive et udtryk for egoisme og ligefrem selvdyrkelse. Men det er det nye, genfødte menneskes selvkærlighed, som er i fokus, og den er gudvillet. Denne selvkærlighed lever med mottoet: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. (Matt. 7,12). Altså den såkaldt gyldne regel. Dit medmenneske skal med andre ord være som dig selv. Det er igen den selvopofrende og totalt uselviske agapekærlighed som er i spil.

Loven som Guds dom

Og nu kommer vi så til den dårlige nyhed, som vi nok har regnet ud:

Vi magter ikke at opfylde det dobbelte kærlighedsbud, som vi var tiltænkt at gøre. Ikke bare én dag af vores liv er vi i stand til at gøre det. Og hvis vi ikke kan det, så falder hammeren – og den falder så hårdt at den knuser os fuldstændigt. Når vi ikke kan imødekomme lovens krav, så bliver lovens intention – som jo var god, fordi den vil give os livet og velsignelsen – i stedet for til anklage og dom over os. Og så er vi fortabte – uden for rækkevidden af Guds nåde og kærlighed.

Det dobbelte kærlighedsbud indeholder en stærk bevægelse væk fra mig selv og hen til en anden. Jeg må give mig selv til en anden og give mig selv hen for en anden – om nødvendigt med livet som indsats.

Evangeliet siger at Gud elsker os

Loven siger altså at vi skal elske Gud og vores medmenneske med en fuldkommen agapekærlighed, og det kan vi ikke, og det bliver derfor til en knusende dom over vores liv. MEN – evangeliet siger at Gud elsker os. Og hvordan kan vi vide det? Det kan vi først og fremmest vide ved at se på hvad Jesus Kristus, vor Herre og frelser, har gjort for os. Jesus kan nemlig gøre det, som vi ikke kan gøre. Han kan opfylde hele loven ved at elske Gud sin Fader af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sit sind. Og han kan elske sit medmenneske, næsten – og det vil sige hele verdensbefolkningen i fortid, nutid og fremtid – på baggrund af en fuldkommen selvkærlighed.

Jesu kærlighed til Gud og næsten er den fuldkomne agapekærlighed, der er villig til at betale den ultimative pris: sit eget liv. Og Jesus gør det, da han tager vores synd, skyld, skam og straf på sig ved at blive klynget op på et kors med døden til følge. Jesus er ikke bare med sit liv og sin død en demonstration af kærlighed, men han er beviset på, at Gud elsker os med en ubetinget, grænseløs og helt ufattelig kærlighed.

Davids søn og Davids herre

Hvordan kan Jesus opfylde hele loven med sit liv, tage lovens dødsstraf på sig og opstå til liv igen? Det kan han, fordi han er Davids søn og Davids herre. Han er kong Davids efterkommer, af davidisk afstamning, et sandt og fuldkomment menneske. Men han er også Davids herre, Guds søn, som har taget plads på æressædet og hæderspladsen ved Gud Faders højre hånd. Som det sande og fuldkomne Gud-menneske kan han komme os til hjælp.

Modtagelse i tro

For at det skal have betydning for os og vores liv, er det ikke nok, at vi bare står som passive tilskuere og tilhørere til dette historiske drama. Vi må i troen på vor Herre Jesus Kristus tage imod hans fuldbragte værk. Det som han stedfortrædende har gjort for os ved at opfylde loven til punkt og prikke og ved at tage lovens straf, døden, på sig, kommer os til gavn ved at vi tager imod det i tro. Troen er som to tomme hænder der rækker ud efter hjælpen, frelsen og gaven. Det går ikke af sig selv. Gaven skal tages imod, pakkes ud og komme i anvendelse.

Guds kærlighed udgydt i vores hjerter ved Helligånden

Er alt så sagt med det? Både ja og nej. Alt er gjort fra Guds side for at loven kan blive opfyldt og straffen udsonet. Men skal det komme i anvendelse i vores liv, så må den tredje person i guddommen, Helligånden, i aktion.

Paulus sammenfatter det så enkelt og samtidig så dybt i Rom. 5,8 og 5,5:

Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os … Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os.

Gud for os og Gud i os! Når de to ting virker sammen, så kan det dobbelte kærlighedsbud begynde at udfolde sig i vores liv som vores reaktion og gensvar på Guds aktion og kald til os. Aldrig fuldkomment men dog som en mærkbar forandring, ja, mere end det: En forvandling af vores liv i mødet med Gud og medmennesket. (Amen)

Høstfest

Har alt dette så noget med høstfest at gøre? Ja, i allerhøjeste grad. For i dag er det netop bevægelsen væk fra os selv og hen til Gud som er i fokus. Han skal have al ære, tak og lovprisning. Vi skylder Gud alt, først og fremmest at elske Ham og lade kærligheden videre udfolde sig i forholdet til vores medmennesker. En høstfest udtrykker vores taknemmelighed til en Gud, der vil have med os at gøre. En Gud, der har skabt og opretholder hele universet, inkl. dig og mig. En Gud som har gjort frelsen mulig med sin aktion i Jesus Kristus. En Gud der fylder os med Helligånden, så synden kan drives ud af os og kærligheden til Gud og medmennesket udtrykkes i stadig højere grad.

Man kan ikke tvinge en kærlighed frem, bare fordi vi skylder at elske Gud for alt hvad han har gjort for os, med os og i os. Men vi kan i hvert fald begynde med at takke ham for alle de gode gaver, der kommer ovenned – og såmænd også for alle de gaver, der kommer nedefra og op i form af afgrøder. Amen