19. søndag efter trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!« Amen

Markusevangeliet 2,1-12

Et lille barn er blevet båret ind i procession i kirken i dag. Af et par lykkelige og stolte forældre. Det var der næppe ret mange der undrede sig over, for det er helt naturligt at et spædbarn ikke kan bruge sine ben til at gå med endnu. De mangler styrke til at bære resten af kroppen.

Der er heller ikke mange der undrer sig over, at et menneske på eksempelvis 90 år afslutter sit liv med at ligge i en kiste i kirken for senere at blive båret ud af seks velvoksne personer.

At blive båret er helt naturligt ved livets begyndelse og afslutning. Men mellem disse to yderpunkter foretrækker vi at bære os selv – og evt. bære andre, når fx bruden bæres over tærsklen til parrets fælles hjem. Det er helt naturligt at det er sådan. Derfor er det ekstra svært for et voksent menneske at være helt afhængig af andre.

Den lamme mands historie

Vi kender ikke meget til den lamme mands forhistorie fra evangelieteksten i dag. Kun at han var lam og var så privilegeret at have fire venner. Vi ved ikke engang hvor lam han var. Måske havde han været lammet og handicappet fra fødslen og aldrig oplevet hvad det vil sige at være rask og rørig og have en fuldt ud funktionel krop. Måske havde han netop oplevet det, men var blevet ramt af en personlig tragedie der havde gjort ham uarbejdsdygtig, henvist til andres barmhjertighed og hjælp. Sandsynligvis er han hver morgen blevet båret hen på offentlige steder hvor han kunne tigge sig til det daglige brød. Det var stort set den eneste måde at overleve på som handicappet. Ydmygende og nedværdigende. Ikke mærkeligt hvis det havde lammet hans sunde selvværd og selvforståelse.

Oven i det har han efter al sandsynlighed skullet stå model til raske menneskers foragt og nedladenhed som følge af den almindelige opfattelse i samfundet dengang, at sygdom er en følge af synd. Det er korrekt at der er en generel sammenhæng mellem synd og sygdom, eftersom sygdom, ulykker og død kom ind i verden ved menneskets syndefald. Bibelen lærer også, at der kan være en konkret sammenhæng mellem synd og sygdom, når man med sin livsstil og opførsel bevidst overtræder Guds bud, anordninger og livslove, fx når man ødelægger sig selv ved alkoholisme, uhæmmet frådseri og utugt. Men Jesus afviser, at man altid kan slutte tilbage fra sygdom til personens særlige synd. I mange tilfælde vil der her være tale om en kortslutning. I den lamme mands tilfælde ved vi igen ikke hvad der har været tilfældet i hans liv. Og Jesus er tilsyneladende også fuldstændig ligeglad med det. Han elsker os med en ubetinget kærlighed og ønsker at hjælpe os ud af den fastlåste situation vi kan komme i som mennesker.

At bære og blive båret

Nej, vi vil ikke bæres. Det krænker vores stolthed og selvværd. Og vi har grund til hver dag at udtrykke vores taknemmelighed til den Gud der med sin skaberkraft gør det muligt for os at være opretgående. Alligevel kan det også være sundt en gang imellem at besinde sig på, at vi dybest set er totalt overladt og henvist til hinanden og til hinandens hjælp og omsorg. Intet menneske er en ø, som det engang så rigtigt er blevet sagt. Vi kan ikke klare os igennem livet alene. Hver dag er vi afhængige af, at der er et samfund som tager sig af os, samtidig med at vi selv bidrager til dets opretholdelse.

Endnu mere burde det stå klart for os at vi helt er overladt i den almægtige Guds hænder. Ham der gør at vi overhovedet trækker vejret og kan stå ud af sengen hver dag. I 2.Mos. 19,4 udtrykkes det så poetisk smukt og samtidig som en benhård realisme til Israels folk:

I har selv set … hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig.

At blive båret og selv bære er et livsvilkår. Gud er den eneste der ikke skal bæres. Han bærer og opretholder alt ved sit almægtige ords kraft.

Ihærdighed og kreativitet

Det er fantastisk at se den ihærdighed, udholdenhed og kreativitet som den lamme mands venner udviser. Uden tvivl er det en kæmpe velsignelse at have venner der i bogstavelig forstand står op for en og bærer en igennem vanskelighederne. De lader sig på ingen måde standse af forhindringerne på deres vej – også selv om de var temmelig store og iøjnefaldende. De går endda så langt som til at ødelægge en anden mands tag, som de formentlig er blevet holdt erstatningsansvarlige for bagefter. Vi kan jo heller ikke have at folk går rundt og ødelægger hinandens ejendom. Og evangelieteksten til i dag skal absolut heller ikke retfærdiggøre hærværk. Det er der ikke grønt lys for i Guds ord. Men der er situationer hvor man kan blive nødt til at gribe til metoder og handlinger der overskrider grænserne for hvad der er normalt, tilladeligt og tilrådeligt. Konsekvenserne må man så tage på sig bagefter. Men det var næsten livet om at gøre for disse venner at hjælpe deres ven. Det var nu eller aldrig, og så må alle midler tages i brug. Det kan da ikke andet end røre én  helt ind i hjertet.

Jesus giver langt mere …

Lige så rørende det er, lige så skuffende må det have været da Jesus begynder med at sige: Søn, dine synder tilgives dig. Det var jo ligesom ikke det de kom efter. Er det alt hvad du har at tilbyde, Jesus? Ovenikøbet kan man ikke engang kontrollere om der er dækning for forsikringen og løftet fra Jesu side. Den slap han billigt fra. Eller gjorde han?

De venter, at han skal behandle kroppen, for det er, hvad de kan se.

Han vælger at behandle ikke bare kroppen, men også ånden, for det er, hvad han ser.

De ønsker, at Jesus skal give manden en ny krop, så han kan gå. Jesus skænker ham nåde, så han kan leve.

Det er værd at lægge mærke til, at Gud somme tider bevæges så meget af det, han ser, at han giver os, hvad vi har brug for, og ikke bare det, vi beder om.

Og det er godt. For hvem ville nogen sinde have fundet på at bede Gud om det, han giver? Hvem af os ville have vovet at sige: ”Gud, vil du ikke nok lade dig hænge op på et torturinstrument af et kors som betaling for hver synd, jeg nogen sinde har begået?” Og så ovenikøbet have den frækhed at tilføje: ”Og når du har tilgivet mig, vil du så ikke give mig en plads i dit hus, så jeg kan leve dér til evig tid?”

Og som om det ikke var nok: ”Og vil du ikke nok bo i mit indre og beskytte mig og lede mig og velsigne mig med langt mere, end jeg nogensinde kunne fortjene?”

Helt ærligt, ville vi have mod til at bede om det? Nej, vi ville som vennerne kun have bedt om de mindre ting.

Vi ville bede om små ting som et langt liv, et godt helbred og et godt job. Store ønsker set med vore øjne, men set med Guds er det som at tage knallerten, når han tilbyder os en limousine.

Da den lamme ikke vidste nok til at bede om det, han havde brug for, gav Jesus ham det alligevel. ”Søn, dine synder tilgives dig” (v.5). (Max Lucado, Han flytter stadig sten, s.126-127)

Jesus kan give os det, vi beder om – hvis han ser det er godt for os. Men han kan også give os det vi IKKE beder om – fordi vi har brug for det!

Tilgivelsen

Jesus så lige igennem den lamme mand. Ikke et ubehageligt, gennemborende røntgenblik, men kærlighedens milde øjne. Og han kunne se, at tilgivelsen var mandens første og virkelige behov. Jesus sætter ham fri fra hans skyld. Vi ved ikke om hans situation er selvforskyldt eller uforskyldt. Måske har hans situation som lam i et samfund der generelt ikke levnede meget respekt for handicappede, fyldt ham med frygt for at blive afvist. Måske har han kendt til vrede og afstand til Gud. Jesus kommer ham i møde med sin inkluderende kærlighed og accept. Hans synd bliver ikke gengældt med straf. Hans fortid står ikke mellem ham og Jesus, men Jesus sætter ham fri af hans fortid og åbner en fremtid for ham med helt nye muligheder.

Det var båren der bar ham til Jesus. Nu er det båren der bliver båret af manden på vej hjem igen. Nu er det blevet hans tur til at bære andre. For det er vores byrde som mennesker – nogle gange tung, andre gange let – at bære hinandens byrder. Således opfylder vi Kristi lov, som Paulus udtrykker det i Gal. 6,2.

Den lamme mand kom efter helbredelse uden tilgivelse og ville formentlig være blevet skuffet med en tilgivelse uden helbredelse. Men han gik fra Jesus med en tilgivelse OG en helbredelse.

Tilgivelsen og helbredelsen

Hvad er lettest: At tilgive eller helbrede? For os som mennesker er begge dele en umulighed. Vi kan ikke tage syndens skyld, skam og straf på os og dermed skaffe soning og tilgivelse for vores medmennesker. Vi kan heller ikke helbrede mennesker ved en simpel befaling fra vores mund. Men Jesus kan gøre begge dele.

Den amerikanske præst Max Lucado skriver:

At helbrede mandens krop krævede en enkel befaling; at tilgive mandens synder krævede Jesu blod. Det første skete i nogle venners hus, det andet på et kors sammen med forbrydere. Det ene krævede et ord, det andet krævede hans krop. Det ene tog et øjeblik, det andet tog hele hans liv. Hvad var det nemmeste? (Han flytter stadig sten, s.127).

Lektor på Dansk Bibel-Institut, Torben Kjær, har dog en lidt anden tilgang og tolkning:

Tilgivelse og helbredelse er lige svære, da de begge kræver guddommelig magt; begge er gudsrigestegn. Sammenhængen mellem helbredelse og tilgivelse viser, at de er lige svære, for Jesus bruger helbredelsen til at bevise sin myndighed til at tilgive. De to handlinger må derfor være på samme plan. (Markus-Evangeliet, en indledning og fortolkning, s.68).

Kan man forestille sig en Jesus der kan tilgive synder men ikke helbrede? Eller en Jesus der kan helbrede men ikke tilgive synder? Nej, som Gud-mennesket Jesus Kristus har han magt og autoritet til begge dele. De hører sammen.

Men én ting er sikkert: Han måtte vejen omkring korset på Golgata. Derfor kunne Johannes Døberen også profetere:

Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. (Joh. 1,29)

Der var ingen venner eller dåbsforældre til at hjælpe ham med at bære det. Han måtte bære tyngden af hele verdens synd alene på sine skuldre. Fordi han var den eneste der kunne gøre det og ville gøre det. Og på den måde kan han sætte os fri, som vi hørte det fra Gammel Testamente i dag:

Jeg udsletter dine overtrædelser som en sky, dine synder som et skylag. Vend tilbage til mig, for jeg har løskøbt dig. (Es. 44,22)

To billeder bliver brugt her:

1. Tilgivelse er ligesom at opleve solen gennembryde et tungt skydække, så den smukke blå himmel kommer til syne.

2. Tilgivelse er som at blive befriet fra det, der lænker os og gør os til slaver. (Peter Fischer-Nielsen i Præsten, 24. september 2021, s.896)

Troen

Hvordan får vi så del i denne virkelighed - tilgivelsens virkelighed? Det er jo ikke bare noget der sker automatisk og uforpligtende, og så kan vi ellers leve som det passer os. Det sker ved tro. Jesus så mændenes tro. Troen er ikke en intellektuel præstation for de få udvalgte som har evner for det. Troen er som to tomme hænder, der rækker ud for at tage imod tilgivelsen og helbredelsen. Den lamme mand og hans venner havde heller ikke meget at byde ind med. Men de kom til Jesus, og det er præcis hvad tro er = at komme til Jesus.

Modtagerrollen er ikke altid den nemmeste for os mennesker at finde ind i. Vi vil ofte hellere præstere og gøre noget selv. Men her kan vi kigge på barnedåben. Jesus sagde, at den der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Det som kendetegner det lille barn her, er dets hjælpeløshed. Det er hjælpeløsheden der åbner for Guds indgreb og nåde. På samme måde er vores tro udtryk for den hjælpeløshed der bare tager imod Guds gave, tilgivelse og nåde i Jesus Kristus. Amen