Aftenrefleksion: Den velsignede hukommelse og glemsel

REFLEKSION

Sl. 25,6-7: Herre, husk din barmhjertighed og trofasthed,

som har været til fra evighed.

Glem min ungdoms synder og overtrædelser,

husk mig i din trofasthed,

fordi du er god, Herre.

Hukommelse er en fantastisk ting. Hjernen er ligesom et lager hvor man kan gemme en masse værdifulde ting – også ting det var bedre at have smidt ud for længe siden. Men først og fremmest er der en masse tidligere erfaring og lærdom som kan hentes frem. Det er ikke gået tabt, selvom vi ikke aktivt står og bruger det her og nu. Denne lagerplads som Gud har skabt os med, har en kapacitet som er helt enorm. Vi kommer aldrig til at udnytte den fuldt ud.

Hukommelsen er vores historie vi bærer med os hele tiden ligesom en fyldt kuffert. Den føles bare ikke lige så tung.

Hukommelsen er også identitetsskabende. Mister vi hukommelsen, mister vi i virkeligheden en meget stor og vigtig del af os selv. Det bliver ligesom at skulle starte forfra hver dag. Igen og igen. Derfor er demens en forfærdelig sygdom, der ikke bare svækker hukommelse, koncentration og indlæring meget voldsomt, men også medfører store forandringer af personligheden, så vi bliver ukendelige. Vi bliver ligesom væk fra os selv. Vores identitet går langsomt i opløsning.

Husker jeg dig, så kender jeg dig også – i et eller andet omfang. Husker jeg dig ikke, forsvinder du ud af mit liv eller har aldrig eksisteret.

Guds hukommelse er intakt fra evighed af. Den kan aldrig tage skade eller blive ramt af sygdom. Derfor er det en forsikring med evighedsgaranti, når Gud siger:

Glemmer en kvinde sit diende barn?

Glemmer en mor det barn, hun fødte?

Selv om de skulle glemme,

glemmer jeg ikke dig.

Så simpelt og samtidig så stærkt. Israels folk følte at Gud havde glemt dem, og på samme måde kan vi føle det fra tid til anden. Men det er en følelse som ikke står mål med virkeligheden. Gud kan ikke glemme. Og Gud kan ikke glemme OS. Her er noget den almægtige Gud ikke kan. Noget som vi kan og indimellem endda er ret gode til.

Grunden til at Gud ikke kan glemme, ligger uden for os. Den er knyttet til Jesus:

Se, i mine hænder har jeg tegnet dig.

De naglemærkede hænder, som blev gennemboret for min skyld. De korsmærkede hænder. Jeg har skrevet dit navn i mine hænder (Bibelen 2020). Jesu hænder har Gud altid foran sig, og derfor husker han os – for Jesu skyld.

Herre, husk din barmhjertighed og trofasthed,

som har været til fra evighed.

Hvad har det med os at gøre? Det har alt med os at gøre. Guds barmhjertighed og trofasthed er rettet mod os. Derfor udvider salmisten også bønnen senere med:

Husk mig i din trofasthed,

fordi du er god, Herre.

Gud husker os for sin egen skyld. For sin barmhjertigheds og trofastheds skyld. Ikke for vores skyld. Det kan godt krænke en såret stolthed og virke ydmygende, men det er i virkeligheden vores redning. Vi fortjener ikke Guds godhed pga. vores synd, svigt og fejl, og derfor er det godt at Gud husker os for sin egen skyld.

Ind imellem de to huskesætninger, kommer dens modsætning, en glemmesætning:

Glem min ungdoms synder og overtrædelser.

Men er vi ikke lige nået frem til, at Gud ikke kan glemme. Jo, Gud kan ikke glemme som udtryk for at noget er ved at gå i forfald og miste sin funktionalitet. Men Gud kan vælge at glemme som udtryk for en aktiv viljeshandling. Og når Gud glemmer, så kommer han ikke i tanke om det igen senere.

Israels folk havde virkelig brug for at Gud glemte hvad de havde begået af synder. Når man læser Israels historie, er det beskæmmende og chokerende hvad de begik af uhyrligheder. Grusomheden og ondskaben kendte ingen grænser. Alligevel er Gud villig til at glemme og tilgive for sin egen barmhjertigheds og trofastheds skyld. Det er helt ufatteligt. Men det gør bare Guds nåde og godhed mod dig og mig så meget desto større. Det gør at vi hver dag kan stå op og igen-igen bede Gud om at begynde forfra med os og give os en ny chance. Han husker og ser på Jesu korsmærkede hænder, og så tilgiver han os endnu engang, når vi beder ham om det. Jeg kan faktisk selv have svært ved at tro det, men så skal jeg huske, at han gør det for sin egen skyld. For sin barmhjertigheds, godheds, kærligheds og trofastheds skyld.

Det er irriterende at glemme, når man lige har brug for at huske noget. Glemsomhed er af det onde. Et udtryk for at vi lever i faldets, forfaldets og forgængelighedens verden.

Det er også irriterende når man ikke kan glemme det, man så gerne ville slette af hukommelsen. Men det sidder ligesom fast. Noget der ramte os hårdt. Noget som andre gjorde mod os. Men det kan tilgives væk. Ikke nødvendigvis lige med det samme. Nogle gange som en lang proces. Der er noget vi skal huske at glemme, og det er de andres fejltrin. Det har Gud lært os. Når han vælger at glemme, så må vi lære at gøre det samme. Det er en velsignet glemsel. Ikke som udtryk for en fortrængning, eller hvor man lader som om noget ikke er sket. Nej, det gjorte kan ikke gøres ugjort. Men vi vælger at glemme det ved at tilgive. Fordi kærligheden skjuler en mangfoldighed af synder. Glemme som en aktiv og bevidst viljeshandling. Så kan vi komme videre med vores liv hver især.

Vi skal også huske at glemme vores egne synder og fejltrin. Det kan nogle gange være sværest at tilgive sig selv, stoppe med selvbebrejdelserne og selvpineriet. Kigge fremad i stedet for tilbage. Være sig selv en nådig dommer for Jesu skyld. Hvis han har tilgivet mig, skylder jeg også mig selv at udvise tilgivelse. Amen