2. søndag i advent

Vi vil rejse os og læse evangelieteksten fra Matt. 25, 1-13 (Bibelen 2020):

Når Guds kongerige bliver til virkelighed, vil det være ligesom i historien her. Der var ti brudepiger, der gik ud for at møde gommen og tog olielamper med sig. Fem af dem var tankeløse, og fem af dem var fornuftige. De tankeløse piger tog deres lamper med, men ikke noget olie. De fornuftige tog både lamper og ekstra olie med. Men da gommen ikke kom lige med det samme, blev de trætte og faldt i søvn. Midt om natten lød der råb:

’Nu kommer gommen. Skynd jer ud og tag imod ham.’ 

Alle pigerne vågnede og gjorde deres lamper klar. De tankeløse sagde til de fornuftige:

’Giv os lidt af jeres olie, vores lamper er ved at gå ud.’

’Der er ikke nok både til jer og os,’ svarede de fornuftige. ’I er nødt til at gå hen og købe noget til jer selv.’

Mens de var væk for at købe olie, kom gommen. Han gik ind i bryllupssalen sammen med de piger, der var parat, og døren blev lukket. Lidt senere kom de andre piger tilbage.

’Herre, luk op for os!’ råbte de.

Men han svarede: ’Nej! Jeg ved ikke, hvem I er.’

’I skal også holde jer klar’, sagde Jesus,

’for I ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage’. Amen

”Det fortælles om en jødisk rabbi, at han sagde til sine disciple, at de blot skulle omvende sig på den dag, hvor Herren kommer for at dømme os. Gjorde de det, kunne de i øvrigt leve, som det passede dem. »Men,« spurgte en af hans disciple, »hvordan kan vi vide, hvilken dag Herren kommer?« Hertil svarede rabbien: »Så meget desto mere må vi omvende os hver dag og leve, som var det i dag, Herren kom for at dømme os.« (Robert Bladt i Anno Gratiae).

Jesus’ fortælling om de ti brudepiger har én klar pointe:

Hold jer klar! Vær parat!

Det lyder nemt nok, så længe ventetiden er overskuelig og til at se sig igennem. Men når det trækker ud, begynder det også at trække tænder ud. Vi føler tiden står stille, selv om sekunderne fortsætter med at tikke på uret. Ventetid udfordrer os på vores tålmodighed. Ventetid opleves som spildtid og kan gøre os irriterede. Men ventetid i bibelsk perspektiv er faktisk nådetid. Når vi venter, er det fordi Jesus ikke er kommet igen. Og når han ikke er kommet igen, er det fordi, Gud vil at flere mennesker skal frelses og nå i mål. Ventetid er nådetid.

 

Ventetidens fristelser

Ventetiden er desværre også en tid, hvor vi let bliver sløve og tager den lidt for meget med ro. Kroppen kommer ned i gear, og det kan såmænd være sundt nok i relation til vores ofte hektiske dagligdag. Men i det åndelige perspektiv er det dødsens farligt.

Med åndelig sløvhed følger let et åndeligt bedrag. Man kan bedrage andre med den måde man taler, handler og lever på. Men man kan faktisk også bedrage sig selv og leve på en løgn. Det uhyggelige ved fortællingen om de ti brudepiger var den tilsyneladende ubetydelige og ringe forskel. Udadtil virkede det som om der ikke var nogen forskel. De var alle brudepiger. De havde alle olielamper med. De havde det samme ærinde: at vente på gommen og gå ham i møde for at komme med til bryllupsfesten. Hvad var forskellen? Den ekstra olie. Den gjorde hele udslaget.

Udadtil kan vi komme i den samme kirke. Synge de samme salmer. Bede de samme bønner. Læse i Bibelen hver dag. Leve på nogenlunde samme måde og have det samme menneskesyn og de samme menneskelige værdier. Men den ene lever sit liv på en sandhed, og den anden lever sit liv på en løgn. Hvad er forskellen? Den ekstra olie.

Og hvad er så den ekstra olie et billede på? Det giver bibelfortolkerne forskellige bud på: Den frelsende tro på vor Herre Jesus Kristus eller Helligånden. Men uanset hvilken tolkning vi vælger, så siger de én afgørende ting: Du når ikke i mål, hvis du ikke har Helligånden og den frelsende tro på Jesus Kristus. De to ting hører sammen. Man kan ikke have Helligånden uden troen på Jesus, og man kan ikke have troen på Jesus uden Helligånden.

Troen og Helligånden er ikke synlige, materielle størrelser. Men de giver sig alligevel udslag i vores synlige liv. Troen er udtryk for det indre beredskab. En brandmand ved at han skal holde sig parat til at rykke ud. Og så er det egentlig ligegyldigt om han sover eller holder sig vågen. Så længe der ikke sker noget, kan han gøre hvad han vil. Men når alarmen kalder, er det ud af vagten. Mange forkyndere og bibelfortolkere har i tidens løb talt alvorligt om, at brudepigerne i søvn. Som om det var et problem. Når man venter, er man frit stillet til at sove eller holde sig vågen. Det gør ingen forskel. Hvis de tankeløse brudepiger havde holdt sig vågne, mens de fornuftige sov, så var slutresultatet blevet det samme, som hvis de alle sammen sov. De fornuftige brudepiger ville heller ikke være kommet mere med til festen, hvis de havde holdt sig vågne. Det er det indre beredskab, troen og Helligånden, der gør forskellen. Og det er kun Gud, der i sidste ende kender indersiden af vores liv.

Troen er et personligt anliggende

Man kan godt ved første øjekast undre sig over, hvorfor de fornuftige brudepiger tilsyneladende opfører sig så egoistiske, selvhjulpne, ja rent ud sagt hjerteløse over for de tankeløse brudepiger. Godt nok havde de fem været tankeløse, men vi kan jo alle sammen begå fejl. Kunne de fornuftige ikke vise lidt medmenneskelighed og dele ud af den ekstra olie? Hvis vi ser rent rationelt på det, ville det have betydet at ingen af dem var nået frem med tilstrækkelig olie i lamperne. Og skulle de alle et smut ind om købmanden, ville alle være kommet for sent. Det er bedre at fem når frem, end at ingen når frem. Det er rationel tænkning og logik.

Men det afgørende budskab her er også dødsens alvorligt: Troen på vor Herre Jesus Kristus er individuel og personlig. Ingen kan leve på andres tro. Ingen kan dele ud af deres tro, så andre ikke behøver selv at fremvise en tro. Troen er altid et personligt anliggende mellem Jesus og mig. Derfor handler kristendommen også først og fremmest om en personlig relation til Gud og ikke et sæt bud og dogmer. Her må den enkelte svare for sig selv. Det kan lyde hårdt og brutalt og langt fra næstekærligt, men hvis vi sammenligner med et kærlighedsforhold, er det samme sag: Man kan ikke elske en person på en andens vegne. Kærligheden mellem to mennesker, kan kun deles af de to.

Den åbne og lukkede dør

Er der slet ikke et evangelium i dagens tekst? Jo, i allerhøjeste grad. Selve anledningen til fortællingen er jo et bryllup, og det er vel stadigvæk for de fleste forbundet med noget af det lykkeligste i livet. Der var fem brudepiger der nåede frem til den åbne dør og blev lukket ind. De opnåede deres livs største lykke. Brudepigerne er nemlig et billede på menigheden, der skal med til sin Herres Jesu Kristi bryllupsfest. Det er ham vi stadig venter på. Vi mindes hans første komme til jorden i julen, men vi ser i allerhøjeste grad frem til hans andet komme til jorden. Så er den synlige adskillelse forbi, og vi skal altid være sammen med Jesus på en ny jord uden døden og syndens forfærdelige udslag og følger.

Og så kunne det have været dejligt at sige amen, og det skal jeg meget snart. Men der var også en lukket dør. En af de største løgne som bliver forkyndt fra Folkekirkens prædikestole er, at Gud ikke nænner at lukke døren for nogen. Alle kommer med ind i bryllupssalen til sidst. Gid det var så vel, men det er ønsketænkning. Gud vil at alle mennesker skal frelses, men ikke alle mennesker bliver frelst til sidst. Den lukkede dør er et wake up call til os der lever i dag i nådetiden. Det er alarmen der ringer for at få os til at vågne op. På Jesu tid havde man ingen elektricitet eller mobiltelefoner, så i stedet for blev der råbt ud i natten: Nu kommer gommen. Skynd jer ud og tag imod ham.

Skal Jesu næste komme til jord blive et chok for dig, der ikke tror på ham og venter på ham, eller skal det blive den skønneste og herligste dag i dit liv, fordi du er klar og parat til at tage imod ham, uanset om du fysisk er vågen eller sover? Det spiller nemlig ingen rolle, så længe dit indre beredskab er intakt. Amen