3. søndag i advent

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas (Gud være lovet…)

Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. Amen Lukasevangeliet 1,67-80

Prædiken til højmessen i Burkal

”Tale er sølv, men tavshed er guld”, siger en dansk talemåde. Nogle gange er det bare bedre at tie stille end at sige noget. Og samtidig burde forekomsten af dobbelt så mange ører som en mund på vores hoved minde os om at lytte dobbelt så meget sammenlignet med det at tale. Alligevel er vi nogen, som skal have det at vide gang på gang, så vi forhåbentlig bliver bedre med tiden. Underligt nok er det også sådan, at når vi ikke ved hvad vi skal sige, fx ved et dødsfald, så forfalder vi netop til at skulle sige et eller andet ligegyldigt, for man kan jo ikke bare sige ingenting. Det er for pinligt. Men tavshed kan faktisk være yderst velgørende og nærmest helbredende. Det står meget betegnende om Jobs venner i GT, at da han blev ramt af alle de ulykker der væltede ind over hans liv, kom hans venner for at vise deres medfølelse og trøste ham. Måden de gjorde det på, er bemærkelsesværdig:

Men da de et stykke borte fik øje på ham, kunne de ikke kende ham; de brast i gråd, flængede deres kapper og kastede støv på hovedet. Så sad de syv dage og syv nætter på jorden hos ham. De sagde ikke noget til ham, for de så, hvor store hans lidelser var.

Hvis man kan tale om pinlig tavshed, så må det da være her. Syv dage uden et ord. Nej, det var ikke pinligt. Det var medlidende tavshed. De udgjorde en grædemur for Job. Og det var det han havde brug for i hans daværende situation. Da vennerne senere åbnede munden for at tale, gik det helt galt. Men det kan du selv læse om i Jobs bog.

De velgørende ord

”Tale er sølv, men tavshed er guld”. Tale er fantastisk godt, når vi får anledning til at sige de rigtige ord på det rette tidspunkt på det rette sted til den rette person. Det kræver stor visdom og nåde fra Gud.

Venlige ord er som honning, en lise for sjælen og helse til kroppen. (Ordsp. 16,24 i BPH)

Det er en glæde at kunne give et godt råd, dejligt at kunne sige det forløsende ord. (Ordsp. 15,23 i BPH)

Johannes Døberen er en gennemgående person i adventstiden i kirkeåret. Men i dag er det hans far, Zakarias, der er mest i fokus. Eller rettere det han siger, for han bryder ud i jubel og lovsang i dagens evangelietekst. Og det er godt, velgørende og opbyggeligt. Men der går en historie forud, og den er mindre opbyggelig og opmuntrende, men samtidig noget vi skal lære af.

Guds mirakuløse indgreb

Zakarias var en yderst from mand, som havde gjort præstetjeneste det meste af sit liv. Der står om ham og hans kone at

De var begge retfærdige for Gud og levede uangribeligt efter alle Herrens bud og forskrifter. (Luk. 1,6).

Men de bar på en stor smerte:

… de var barnløse, for Elisabeth var ufrugtbar, og de var begge højt oppe i årene.

Men så rammer lykken dem med en pludselig og helt uforudsigelig kraft. Zakarias får englebesøg, mens han gør præstetjeneste, noget som absolut ikke var hverdagskost – heller ikke for en præst. Men englens budskab er for vanskeligt, for vildt, for urealistisk og helt ude af trit med den situation som Zakarias og Elisabeth står i. Hvis englen havde sagt det for tyve, tredive eller endnu flere år siden, så kunne det bestemt have givet mening og været en overvældende glæde. Men nu er tiden løbet for den slags illusoriske, fantasifulde og komplet umulige forudsigelser. Man føder ikke børn som olding! Sådan er naturens orden. Desværre havde englen ikke den rigtige tids- og situationsfornemmelse. Rigtig ærgerligt!

Nu er der bare det ved det, at engle er overjordiske og overmægtige væsener sendt fra Gud, og de tager ikke særlig meget hensyn til hverken vores livserfaringer eller naturlovene. De har en helt anden tilgang til tilværelsen, for de er meget tættere på Gud. Og Guds verden er mulighedernes verden – ikke begrænsningernes indestængte og lumre rum. For Gud er intet umuligt! Hvor mange gange skal vi have det at vide, før vi fatter det og lever efter det. Zakarias havde i hvert fald ikke fattet det, og han kendte om nogen beretningen om Abraham og Sara, der netop fik en søn i deres alderdom, da alt menneskeligt håb var ude:

Med håb imod håb troede han, at han skulle blive fader til en mængde folkeslag, som det var sagt ham … Og uden at blive svag i troen så han, at hans krop allerede var uden livskraft – han var næsten hundrede år gammel – og at Saras moderliv var dødt; og han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte, han blev tværtimod styrket i troen og gav Gud æren og var fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre. (Rom. 4,18-21)

Tro og vantro

Èn ting er at kende til Guds indgreb i andres situation, men når det så bliver min tur, så er det alligevel lidt for fantastisk og urealistisk. Så bakker vi ud og trækker hele arsenalet af undskyldninger frem: ”Du kan jo nok forstå Gud, at vi lever i en anden tid og under helt andre forhold, så det er ikke bare sådan lige at overføre dit ord til vores situation”.

Men hebræerbrevets forfatter slår fast at

Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid. (Hebr. 13,8). Så hvor er begrænsningerne og hindringerne? Kun ét eneste sted: Hos os.

Er det så ikke tilladt at tvivle? Jo, troen vil altid kæmpe med tvivlen, for sådan er en levende tro der ikke er stivnet og blevet til en livløs betontro. Når Zakarias indvender, at ”Jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene”, så er det da helt i orden. Vi skal ikke fornægte fakta! Virkeligheden er som den er, og her må vi ikke blive overåndelige. Men dér hvor det går galt for Zakarias er, når han lige forud har sagt:

Hvordan kan jeg vide, at det er sandt!

Så er der ikke længere tale om tvivl men vantro. Og det er en helt anden sag. Så står Guds engel ikke længere dér som det troværdige vidne men mistænkt for at kunne være en løgnhals - endda sendt fra Gud! Og da må englen rette sig op og fremhæve sin autoritet:

Jeg er Gabriel, som står for Guds ansigt (altså ikke en eller anden udbringer fra Post Nord eller GLS men selveste ærkeenglen Gabriel!), og jeg er sendt (fra hvem? Selvfølgelig fra Gud) for at tale til dig og bringe dig dette glædelige budskab.

Zakarias bliver heldigvis ikke forkastet af Gud, men må gå ind i tavshedens rum i ni måneder. Sproget og talen er menneskets adelsmærke, og som udmærker os frem for dyrene. Nu må Zakarias mærke på egen krop og sociale livssituation, hvordan det er at stå uden talens brug. Gud må nogle gange lukke munden på os, så vi ikke spreder vantroens smitte med trosnedbrydende ord.

Zakarias er i overført betydning sendt ud i ørkenen for at møde Gud i det indre univers og dér få opbygget sin tro til at stå fast på Gudsordets grund. Det har ikke været let for Zakarias, og samtidig ydmygende for en mand af hans kaliber og status at skulle lære igen at gribe om Guds ord og blive fastholdt af det. Vi skal netop alle lære at gribe Guds ord, ikke nødvendigvis begribe det! For der er meget vi ikke forstår og ikke kan håndtere ind i vores livssituation, men vi kan gribe om Ordet, tilegne os det og prøve at omsætte det til et praktisk, levet liv med Gud. Og her har vi også brug for menighedens samlede tro og erfaring i livet med Gud. Det er en helt særlig livserfaring.

Gud kommer til os

Da Zakarias endelig træder ud af tavshedens univers, er hans ord og tale så næsten overfyldt og komprimeret med indhold og glæde, at det nærmest helt koger over. Der ligger jo også ni måneders ophold i Guds ørken- og bibelskole bagved. I hvert fald er der alt for meget stof til en enkelt prædiken, så lad mig opholde mig ved et par få ting.

Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. (v.68)

Zakarias taler i profetisk tid. Jesus ligger stadig i maven på Maria på det her tidspunkt, og han har altså endnu ikke forløst, dvs. befriet, sit folk. Men Zakarias profeterer som om det allerede er sket. Fremtiden griber her ind i nutiden. For Gud er alle tider, fortid, nutid og fremtid, samlet i Hans evige natur.

Gud kommer til os og besøger os. Ikke bare som noget vi mindes her i juletiden. Men det er nutid, lige her og nu i dag.

Mange har den opfattelse, at religionerne er menneskers forskellige måder at søge Gud på. Det er, som om Gud sidder på toppen af et bjerg, og religionerne er forskellige stier op ad bjerget på vej til denne Gud…

Bibelen er ikke nødvendigvis uenig i dette billede af vores stræben efter at nå frem til Gud. Men den fælder en dødsdom over vores tro på, at vi er i stand til at finde Gud ved at følge en religions anvisninger… Det bjerg, Gud sidder på, er uindtageligt for os. Og ingen af os er i stand til at nærme os den Gud, som har skabt os.

Hvis religionerne er menneskers forskellige måder at søge Gud på, så er bibelsk kristendom ikke en religion… Vi skal ikke komme til Gud. Gud kommer til os. (Robert Bladt i bogen Anno Gratiae).

Det er så stort, at det næsten ikke er til at begribe, men vi kan gribe om det. For det er det som troen først og fremmest gør. Gud er kommet, som Zakarias synger, for at ”frelse os”, ”vise barmhjertighed” og ”fri os fra vore fjenders hånd” (som jo altid synden og den onde natur i os, djævelen og verdens forførende magt). Gud er med Jesu indtræden i vores verden kommet for at befri os fra disse onde magter.

Lyset i mørket

Vi lever i en mørk tid, ikke bare når det gælder naturens mørke her om vinteren. Vi lever også i en åndelig mørk tid, hvor kristendommen ser ud til at have ringe vækstvilkår i vores samfund, og samtidig befinder den menneskelige nød sig jo næsten overalt, hvor vi vælger at rette et skarpere projektørlys hen:

Hvor er der meget mørke i vores verden! Jeg behøver ikke at se mig meget omkring for at få øje på én, som lever hver dag med smerter fra en kronisk sygdom. En anden erfarer et dyb af mørke på bunden af en depression. En er blevet svigtet af den, han stolede allermest på. En anden oplever sig fordømt og foragtet. Hvor er der mange, som sidder i mørket og i dødens skygge.

Og så findes der endda et mørke, som er dybere endnu. Ja, det mørke, vi erfarer, er en følge af det mørke, som består i at være skilt fra Gud. Gudsforladtheden, fortabelsen.

Det er så nærliggende at råbe til Gud over alt dette mørke. Hvorfor tænder han ikke lys for mennesker, som mørket lukker sig omkring? Hvor er lyset for den deprimerede, den syge, den svigtede og fordømte? Nogle gange ser det ud, som om mørket får lov at have magten.

Da må vi huske, at vores mørke er en følge af det endnu dybere mørke, gudsforladthedens mørke. Og ligesom Gud lod lys skinne frem af mørket, da vores verden blev til, sådan har han på ny ladet lys skinne frem af mørket, da Jesus blev født. Ikke et lys, som spreder alt det mørke, der findes i vores verden. Men Jesus er det lys, som spreder mørket fra gudsforladtheden. (Robert Bladt, Anno Gratiae).

Først og fremmest taler Zakarias om Jesus som lyset, når han kalder ham ”solopgangen fra det høje”. Normalt forbinder man en solopgang med noget, der kommer nedefra. Men med Jesus kommer solopgangen oppefra. Jesus er solen der står op fra oven, og der bliver den. Han er den evigt skinnende sol, som én gang har kastet sit lys ind i vores verden julenat og bliver ved med det. Han er den, der

vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge. (v.78-79)

Og fordi han er selve lyskilden, kan han også lyse gennem os ud til verden. Profeten Esajas udtrykker det på en måde som også kan tolkes messiansk om Jesus:

Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig. For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans. (Es. 60, 1-3)

Ingen frygt men fred

Med lyset følger også vejledning. Lyset oplyser vores vej gennem livet, og Jesus vil gerne være den der kan

lede vore fødder ind på fredens vej. (v.79)

og

give os at tjene ham uden frygt (v.74)

Man taler nogle gange om julens fred, men der er ikke megen julefred i vores samfund, nærmere stress og en overdreven forbrugermentalitet med et overflødighedshorn af mad og dyre gaver. Jesus er den sande fred midt i al vores ufred, og derfor kan han også fylde os med den fred der overgår al forstand. Og med den fred i hjertet kan vi også tjene Gud uden frygt. Amen