2. juledag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus (Gud være lovet…)

Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.« Amen

 Matthæusevangeliet 10,32-42

Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag. (Luk. 2,14-15). Sådan hørte vi englenes hilsen og sang julenat. Også juledag står i de gode nyheders tegn med Jesus som lyset der er kommet til verden for at sprede mørket. Og så pludselig dukker 2. juledag op som trold af en æske med et budskab, der synes at stå i skærende kontrast til julens freds- og glædesbudskab: Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid… Hvordan hænger det nu lige sammen, hvis det overhovedet hænger sammen?

Det kræver i hvert fald en forklaring.

Skt. Stefans dag kom først

Rent historisk kom Skt. Stefans dag først. Den var allerede fastlagt i kalenderen, inden man besluttede sig for at juledag med Jesu fødsel skulle falde den 25. december. Så faktisk er det julen der bryder ind og forstyrrer Stefans dag. Ikke omvendt. Kunne man så ikke bare fjerne eller flytte Skt. Stefans dag til et andet tidspunkt, så det ikke ligesom kom til at kollidere med julens mere glædelige, fredelige og måske også mere stilfærdige budskab. I hvert fald betragtet sådan lidt fra oven. Jo, det kunne man sikkert, men det har man altså valgt ikke at gøre, og det kan der være gode grunde til:

Der var mange martyrer i den gamle kirke, og dem mindedes man særligt på denne dag. Kirken huskede sine martyrer, og de kom til at præge kirkeåret fra begyndelsen, og man tænkte vist aldrig på at flytte den. For os kan det godt føles som et antiklimaks at komme fra juleaften og juledags fest for Jesu fødsel til blod, lidelse, splid, sværd, kamp og meget udfordrende ord fra Jesus. Men her på andendagen udfordres og renses vores julefred. Ja, det kan næsten være velgørende at komme i kirke anden juledag og møde noget andet end det, der let bliver føleri og sentimentalitet juleaften og juledag. Julen har mere i sig. Den vil os noget. Anden juledag holder julens smerteside frem for os. I går hørte vi om et barn, der blev født, i dag om en voksen mand, der bliver slået ihjel, fordi han tror på Jesus. Derfor er farven rød, ikke julerød, men rød som blod, rød som kærlighed og offer, som rosen mellem torne. (Flemming Baatz Kristensen, På pilgrimsrejse i kirkeåret, s.135).

Det kan altså godt give mening at beholde Skt. Stefans dag midt i juledagene.

Martyrernes dødsdag = fødselsdag

Sammenhængen mellem martyrernes død og Kristi fødsel har man fra gammel tid markeret med en bøn, der binder juledag og 2. juledag sammen:

I går blev Kristus født på jorden, for at Stefanus i dag kan fødes i himlen.

I vores tid går vi meget op i at fejre vores fødselsdage, og med god grund. Hvorfor skulle vi ikke være glade og taknemmelige for den dag vi blev født? Uden en fødselsdag er der ikke noget, der hedder mig. Men i oldkirken gik man ikke op i at fejre fødselsdage i denne verden. I stedet for fejrede man dødsdagen, den dag hvor en kristen kunne holde sin himmelske fødselsdag. Det kan virke noget makabert og fjernt på os, men kirkens virkelighed og dagligdag var præget af de mange martyrer. Med Stefanus som den allerførste i en lang række af martyrer. Derfor voksede der også mange martyr- og helgendage frem i oldkirken.

Fejltolkninger

For ligesom at holde denne barske virkelighed lidt på afstand, kan vi let komme til at lægge vores egen tolkning ind i fx julesalmerne, så de passer bedre med vores ønsker og forestillinger til virkeligheden:

To klassiske eksempler:

1. I salmen ”Et barn er født i Betlehem”, sniger bogstavet s sig nogle gange ind i v.5, fordi det sikkert opleves og høres mere rigtigt: Fors vunden er nu al vor nød.

Nej, den er faktisk ikke forsvunden, netop fordi vi fortsat lever i syndens verden, og Jesus lovede os ufred på det mellem-menneskelige plan. Ufred vil altid være en del af denne verdens dagsorden. Men vores største nød er forvunden, dvs. overvundet, besejret. Og denne nød handler om at synden skiller os fra Gud, men Jesus kom for at frelse os ved at bygge bro mellem Gud og mennesker.

2. I salmen ”Det kimer nu til julefest” hedder det IKKE i v.9: Kom, Jesus, vær vor hyggegæst. Det kan godt være at julen for os er en hyggetid, men der var ikke meget hygge over Jesu fødsel. Han blev født under barske og fattige omstændigheder, og ret hurtigt fik han og den nærmeste familie status som flygtninge, der måtte rejse over hals og hoved til Egypten for at undgå brutale barnemord i Betlehem. Nej, Jesus vil være en hyttegæst, der går ind i vores hytte, vores virkelighed og verden. Ikke bare en hyggegæst, der kommer på besøg en gang imellem.

Frelsen er nåde og omkostninger

Evangeliet handler om at Gud sendte sin søn til verden som en gave. Helt gratis. Af nåde. På latin hedder nåde gratia. Men samtidig er der også knyttet omkostninger til evangeliet. Hvordan skal vi få det til at gå op i en højere enhed?

Måske kan profeten Esajas hjælpe os på vej:

Kom, I, der ingen penge har! Køb korn og spis! Kom og køb korn uden penge, vin og mælk uden betaling! (Es. 55,1)

Hvorfor siger Esajas ikke bare lige ud, at vi kan komme og få det hele gratis? Hvordan skal han bruge ordet ”købe”? Købe korn uden penge, uden betaling, giver jo ikke rigtig mening. Der er jo ikke tale om køb, når man får noget gratis, som en gave.

Juledag lyder det til fattige og hjælpeløse mennesker, som står ”uden penge” i form af fortjeneste og værdighed: Her er jeres redning! Den er bragt i stand! Den er betalt!

2. juledag hedder det: Køb! Her er noget, der ikke rimer med vor forstand, og som derfor er til forargelse … Paradokset er Guds klare ord til os. Julens gave, frelsen, skal ikke betales. For det har Gud gjort. Men den skal dog købes. Hvad er meningen?

Ganske enkelt den, at julens gave hverken kan modtages eller beholdes uden omkostninger. I sig selv er den gratis, ufortjent. Men den kan ikke modtages og ejes her i verden uden omkostninger. (Hartvig Wagner, Nåden vil høste hvad den sår, Prædikener til 2. tekstrække, s.35)

De forfulgte kristne

Freden kom til jorden med Jesus, og så blev der ballade! skriver Flemming Baatz Kristensen (På pilgrimsrejse, s.142). Allerede som helt spæd profeterede den gamle Simeon i templet over Jesus med ordene:

Se dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges. (Luk.2,34)

Jesus blev lovprist af mange, men han blev så sandelig også modsagt i en sådan grad, at det kostede ham livet. Jesus udfordrer mørket, som reagerer imod ham, og derfor opstår der ballade, strid, ufred og konflikter. Men skal en kristen ikke være fredsstifter og udvise venlighed? Jo, det skal vi så langt det står til os. Men evangeliet, det glade budskab, er samtidig et budskab, der skaber et skel: Det deler mennesker op i for og imod. Og de fleste er imod. Ganske vist prøver mange at forholde sig neutrale, men det er kun indtil det tidspunkt, hvor man for alvor udfordres på sit ståsted og skal vælge side. Så skal det nok komme for dagen, hvor man i virkeligheden står placeret.

Når vi griber om julens fred, kan det komme til at koste ufred. Det gælder ikke mindst når evangeliets glade budskab skal omsættes til hverdagsevangelisation og verdensmission. Så bliver det glade budskab så langt fra altid taget imod med glæde. De fleste kristne i verden kender til forfølgelse. Det er bare os i Danmark og få andre steder i verden der lever i et smørhul, hvor det indtil videre normalt ikke koster os livet at bekende os som kristne. Men det er hverdag for rigtig mange kristne ud over jorden at blive chikaneret og diskrimineret på alle planer, blive behandlet som andenrangs borgere og blive direkte udsat for forfølgelse i form af både fysisk og psykisk vold. I værste fald bliver de smidt i fængsel, udsat for tortur og henrettet. Verden er et usikkert sted hvis man ønsker at kalde sig kristen og leve som kristen. På 2. juledag bliver vi mindet om vores kristne brødre og søstre i verden som lider for Jesu Kristi navns skyld. Hebræerbrevets forfatter er meget direkte og konkret når han formaner os med ordene:

Husk på dem, der er i fangenskab, som om I var deres medfanger, og på dem, der mishandles, så sandt som I også selv har en krop. (Hebr. 13,3)

Det handler ikke bare om almindelig medfølelse og empati, men om konkret forbøn. Og samtidig kan det være på sin plads på en dag som i dag at minde om også at støtte de organisationer økonomisk som arbejder på at hjælpe, undervise og lindre smerten hos dem, der bliver forfulgt og har mistet så meget. Amen