2. søndag i fasten

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Matthæusevangeliet 15,21-28

Tale er sølv, men tavshed er guld! Sådan lyder en talemåde, der skal overbevise os om, at det sommetider er bedre at tie stille end at sige noget. Det kan også sagtens være tilfældet i mange situationer, men lige præcis i dagens evangelietekst er det ikke tilfældet. Hvis kvinden havde opgivet og holdt sin mund over for den mur af massiv modstand hun blev udsat for, så havde hendes tro ikke ført hende igennem til sejr, og hun havde ikke vundet helbredelsen og dæmonuddrivelsen til sin datter.

Guds tavshed

Det er en utrolig sej kvinde vi møder. En kvinde som fastholder sin bøn på trods af afvisning på afvisning. Først bliver hun konfronteret med en larmende tavshed fra Jesu side. Det virker umiddelbart stødende og mærkværdigt. Det passer ligesom ikke ind i det billede vi oftest har af Jesus. Én som altid er villig til at komme os til hjælp i vores nød. Hvorfor denne tilsyneladende kulde fra Jesu side? Det er utrolig svært at håndtere Guds tavshed. Mon ikke vi hver især har oplevet, at der er tider i vores liv, hvor vi kunne have lyst til at råbe – og måske også gør det – som vi læser i Salme 44,24: ”Vågn op, hvorfor sover du, Herre?” Så svar dog! Tavshed bliver hurtigt fortolket som afvisning, at Gud måske er vred på mig og har forstødt og forladt mig, så jeg nu er alene i mørket med mig selv. Er Gud blevet min modstander og fjende? Vi kan let komme til at tage det som en selvfølge at Gud altid svarer på vores bønner. I værste fald kan det være udtryk for en krævementalitet, at Gud bare har at opfylde vores ønsker. Men vi må aldrig glemme, at ligesom kvinden ikke havde en selvfølgelig ret, sådan har vi heller ikke en selvfølgelig ret til bønhørelse. Når Gud svarer os på vores bønner – enten det er med et nej, et vent eller et ja – så er det altid et udtryk for Guds store nåde imod os. Og det må vi være dybt taknemmelige for. Når vi oplever Guds tavshed i vores liv, må vi hjælpe hinanden til at holde fast i Guds ord om, at Gud altid er kærlig i alt hvad han gør – også når vi ikke forstår en brik af det hele. Gud har altid sine gode grunde til at gøre som han gør.

Og så må vi huske på, at så længe vi holder fast ved troen på Jesus, så kommer vi trods alt aldrig i den situation af totalt mørke, desperation og gudsfravær som Jesus oplevede på korset, da han råbte: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Jesus er gået igennem gudsforladthedens mørke for at vi kan leve i lyset af gudsnærværet.

Jesu afvisende svar

Den kana’anæiske kvinde gav ikke op over for Jesu tavshed, og hun nåede frem til, at Jesus rent faktisk sagde noget. Men det var et svar som nemt kunne have slået hende ud. Jesus havde en frelseshistorisk mission, som var begrænset til Israel og det jødiske folk, og derfor var han i sin fulde ret til at afvise hende. Selv disciplene med deres hårde reaktion og opførsel gør egentlig det rigtige – frelseshistorisk set! I sin udsendelsestale tidligere i Matthæusevangeliet befalede Jesus dem ligefrem: ”Følg ikke vejen til hedningerne, og gå ikke ind i samaritanernes byer; men gå derimod til de fortabte får af Israels hus.” (10,5).

På trods af dette går kvinden et skridt videre og kaster sig ned for Jesus og råber igen sin nød ud til ham. Og endnu engang møder en afvisning fra Jesus. Men hun giver ikke op. Hun anerkender ham som Herre og Davids søn, og hun ved godt, at hun som hedning ikke hører hjemme ved bordet billedligt set, men må nøjes med en plads under bordet, hvor hun – hvis hun er heldig – kan redde sig nogle brødrester.

Udholdenhed i bønnen

Det kan godt føles ydmygende, når Gud nogle gange må lære os en lektie af mennesker, vi ikke normalt sammenligner os med og ser op til. Og sådan må denne beretning om den kana’anæiske kvinde også have virket på jøderne. Hun tilhørte de foragtede. Men hun er en troskæmpe, der som en anden bulldozer tiltvinger sig vej gennem modstand og modangreb. Hun bider sig fast og nægter at slippe grebet om Jesus. Hun bryder også med de almindelige konventioner for god opførsel. Nøden driver hende til at gøre sit yderste. Og på den måde er hun blevet et forbillede og en rollemodel for udholdende bøn. Hun er påtrængende i en grad som virker stærkt grænseoverskridende. Det er ikke mønstret for hvordan enhver bøn skal være. Men ind imellem kan man godt spørge, om vores bønner er blevet for pæne og politisk korrekte. Velpolerede og velformulerede men i realiteten kraftesløse og uden passion. Den kana’anæiske kvinde lærer os at tage bønnekampen op.

Den prøvede tro

Hendes tro bliver sat på en prøve i en grad som må have været ufatteligt hårdt. Men hun består prøven, og på den måde modnes og hærdes hendes tro til at modstå og gennemleve livets strabadser. Hendes tro er ikke bare overflade og religiøs fernis, som megen såkaldt kulturkristendom er det i vores land. Den har nemlig ingen modstandskraft i sig og bukker under for den mindste modgang i forfølgelsestider. Troen må ind imellem sættes på prøve, hvis den skal vise sig som autentisk og levedygtig. Men det må ikke blive ved kampen. Den skal føre til gennembrud og sejr. Kvinden greb den åbning der var i Jesu ord, og hun fik en langdistance-udfrielse og -helbredelse til sin datter.

”Anden søndag i fasten opfordrer os til at kæmpe troens gode strid og ikke holde op med at råbe til Gud, når han skjuler sig,” siger Peter Halldorf (Det hellige år, s.103).

Jesu afvigelse fra planen

Og så lige et enkelt spørgsmål til sidst. Hvorfor vælger Jesus at afvige fra sit kald og sin mission? Jeg lader præsten Flemming Baatz Kristensen svare på det:

”Jesus hjælper en hedning før tid. Det gør han nu hver gang – helt i strid med tidsplanen. Hver gang en hedning bad ham om hjælp, hjalp han, selv om tiden ikke var inde. Det er sigende for Jesus. Han overskrider denne grænse for at hjælpe et menneske. Selv om Jesus og Guds rige nu er for alle, jøder og hedninger, er der også nu noget, der hedder Guds tid, som ikke altid er vores tid – noget, der kalder på udholdenhed og troens bien og venten.” (På pilgrimsrejse i kirkeåret I, s.309). Amen