Fastelavn

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Så kom Jesus fra Galilæa til Jordanfloden for at blive døbt af Johannes. Men Johannes forsøgte at tale ham fra det og sagde: ”Hvorfor kommer du til mig for at blive døbt? Det er mig, der har brug for at blive døbt af dig.” Jesus svarede: ”Døb mig alligevel. Det er sådan, vi gør dét, Gud vil have. Johannes gav efter og døbte ham. Og lige da Jesus var på vej op af vandet, åbnede himlen sig, og han så Helligånden, der dalede ned over ham som en due. En stemme fra himlen sagde: ”Her er min elskede søn. Det er ham, jeg har valgt.” Amen (Matt. 3,13-17, Bibelen 2020)

Jeg ved ikke om du har oplevet en overivrig sælger, der absolut vil sælge dig noget, som du på ingen måde synes du har brug for. Men sælgeren giver ikke bare sådan op. Hvis du ikke har brug for det, så skal han nok gøre et ihærdigt forsøg på at overbevise dig om, at det får du brug for – før eller senere. Johannes Døberen havde også i en vis forstand en vare han skulle sælge: En dåb for syndere, der har brug for omvendelse, tilgivelse og redning fra Guds kommende vrede og dom. Mange tog imod tilbuddet, men da Jesus kommer for at blive døbt, bliver Johannes nærmest det omvendte af en sælger. Han gør hvad han kan for IKKE at sælge varen, for hvad i alverden skal Jesus med en omvendelsesdåb til syndernes forladelse. Og Johannes skal jo ikke sælge noget for at tjene penge. Jeg tror godt vi forstår Johannes’ indvendinger. Jesus er det syndfri Gud-menneske. Der er ingen synder at bekende, og derfor heller ikke noget der skal tilgives. Jesus skal ikke omvende sig fra noget for at vende sig til noget andet. Rollerne bør i stedet for byttes om. Lad Jesus døbe Johannes. Det giver mening. Og hvor velment det end er fra Johannes’ side, så viser det sig at være helt forkert. Johannes er faktisk ved at blive en hindring for Guds plan med Jesus. Det er egentlig lidt uhyggeligt at man i allerbedste mening og hensigt kan komme til at gøre ubodelig skade. Men heldigvis gør Johannes det eneste rigtige: Han bøjer sig for Guds visdom og planer, der ligger langt over menneskers visdom og planer. Han vælger at være lydig og efterkomme Jesu befaling, også selvom han på det tidspunkt ikke forstod en brik af det hele. Han gør det i tro. Selvom Johannes og Jesus er i familie med hinanden, så var Johannes’ kendskab til Jesus på dette tidspunkt alligevel begrænset. Det fortæller han i Joh.1,29-34:

Næste dag så Johannes Jesus komme hen imod sig og sagde: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. Det er om ham, jeg har sagt: Efter mig kommer der en mand, som er kommet forud for mig, for han var til før mig. Jeg kendte ham ikke, men for at han skal åbenbares for Israel, derfor er jeg kommet og døber med vand.«

Og Johannes vidnede: »Jeg så Ånden dale ned fra himlen som en due, og den blev over ham. Jeg kendte ham ikke, men han, som har sendt mig for at døbe med vand, han sagde til mig: Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over, der døber med Helligånden. Jeg har set det, og jeg har aflagt det vidnesbyrd, at han er Guds søn.«

 

Jesu stedfortrædende liv

Hvorfor lader Jesus sig døbe? Det gør han for at identificere sig med os som syndere. Fra det øjeblik han stiger op af vandet har han stedfortrædende bekendt vores synder som sine egne. Dermed er han også blevet det offerlam, som hele verdens synd er blevet udråbt over og lagt på. Fra dåbens øjeblik er Jesus, som det lød i indgangsbønnen, blevet belæsset med hele verdens synd, overdænget og overvældet af synd, og hans liv har fra da af retning mod korset, hvor Gud må straffe ham for al den synd og skyld og skam, der klæber til ham. Vel at mærke vores synd og skyld og skam. Jesu dåb er et stort historisk øjeblik for os, men Jesus beseglede dermed sin egen dødsdom.

I dåben sker den store byttehandel. Teologen Robert Bladt siger det meget fint: ”Dåben er en gensidig solidaritetserklæring. Da Jesus blev døbt, sagde han til mig: »Læg din synd over på mig.« Da jeg blev døbt, sagde jeg til Jesus: »Læg din retfærdighed over på mig.« (Anno Domini)

Indholdet af Jesu dåb

Da Jesus bliver døbt, bliver han indviet til sin gerning og tjeneste. Han udrustes og salves af Helligånden til sin tjeneste som Messias (ApG. 10,38; Luk.4,18). Og endelig proklamerer Gud Fader, at Jesus er hans søn.

Det kunne vi gå rigtig meget i dybden med, men det vil jeg ikke gøre i dag. I stedet for vil vi se på tre andre faktorer ved Jesu dåb, der kan overføres til vores dåb.

Vi lever under en åben himmel

Heldigvis er vi ikke blevet døbt med Johannes-dåben, for den var utilstrækkelig. Den hører hjemme i den gamle pagt i Gammel Testamente. Vi er i stedet for døbt i den treenige Guds navn, ligesom treenigheden var til stede som en åbenbaring ved Jesu dåb.

Da Jesus steg op af vandet, åbnede himlen sig. I parallelberetningen hos Markus står der ligefrem at Jesus så himlene flænges. Himlene er Guds bolig, og en åben himmel betyder, at Gud nu åbenbarer sig i denne verden. Lidt på samme måde skete det Langfredag, da forhænget i templet flængedes fra øverst til nederst. Gud træder ind i vores verden og vil vedkende sig os. Derfor er dåben også en åben dør ind til Guds himmel. Gud er kommet nær, og vi må nærme os ham. Det kan i virkeligheden ikke lade sig gøre, fordi vores synd hindrer os i at komme tæt på Gud. Men Jesu stedfortrædende liv og død gør det muligt for os gennem tro og dåb. Vi må leve under en åben himmel.

Udrustning med Helligånden

Jesus blev udrustet med Helligånden til liv og tjeneste – en forsoningstjeneste. På samme måde lover dåben os, at vi bliver døbt med vand og Helligånd. Og her er den helt store forskel til Johannes-dåben. Johannes udtrykker det selv på denne måde: ”Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild.” (Matt. 3,11). Vi har fået del i kraftudrustningen. Det gælder i forhold til bønnen, hvor Paulus udtrykker det så vidunderligt i Romerbrevet. ”Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje.” (Rom. 3,26-27). Og det gælder i forhold til tjenesten i Guds rige og blandt vores medmennesker, hvor vi bliver overnaturligt udrustet med nådegaver og Helligåndens kraft og frimodighed.

Guds elskede og udvalgte børn

Jesus blev proklameret som Guds elskede søn. Han er det fra evighed af og blev ikke først adopteret i dåben som Guds Søn. Vi er Guds sønner og døtre, skabte af Gud, men egentlig er det først ved dåben, at vi bliver adopteret som Guds elskede og udvalgte børn. Dermed bliver vi også en del af Guds verdensomspændende familie. Det at kunne kalde Gud for sin far er et kæmpe privilegium. Vi kan så at sige i åndelig forstand kravle op på skødet af den almægtige, alvidende og allestedsnærværende Gud og få et så intimt forhold til ham som et barn til sin far. Sådan et forhold kan en muslim fx aldrig få til sin gud. Men den relation har vi i dåben.

Alt dette og meget mere indeholder dåben for os, men det kan ikke rummes i en kort gudstjeneste. Amen