Palmesøndag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Amen.

Matthæusevangeliet 21,1-9

Sejrslinjen

Der går ligesom to linjer gennem evangelieberetningen i dag. Den ene er SEJRSLINJEN. Jesus lader sig hylde af folket som konge. Det er i sig selv ganske usædvanligt. For ikke mange søndage siden hørte vi om bespisningen af de fem tusind i ødemarken. Efter det under var de mange mennesker parate til at tage det næste afgørende skridt: ”Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.” (Joh. 6,15). Sådan læser vi gang på gang i evangelierne, at Jesus ønskede at holde det hemmeligt, at han er Messias og konge. I stedet kaldte han sig selv for Menneskesønnen, et mere neutralt udtryk. Men i dagens tekst tager han selv initiativ til at lade sig hylde og tilbede som konge. Hvorfor nu det? Har Jesus pludseligt ændret mening og er parat til at gå ind på folkets præmisser og tage lederskabet? Det vender vi tilbage til.

Det var uden tvivl en fantastisk festdag. At se mennesker i almindelighed være begejstrede og hylde Jesus som den han virkelig er: Herrernes herre og kongernes konge. Intet mindre. Det er sådan man imødeser og imødegår en ægte konge. Han fortjener al vores tilbedelse, hyldest, ære og respekt.

Mange havde set frem til den dag. Endelig ville Jesus sætte sig på tronen, smide den forhadte romerske besættelsesmagt på porten og igen skabe fred og ordnede forhold i Israel. Landet og folket ville atter komme til ære og værdighed. Hvem kan fortænke jøderne i at tænke og håbe sådan? Vi kan jo bare selv tænke på, hvordan det var at være under den nazistiske besættelsesmagt under 2. verdenskrig.

Jo, der går en tydelig sejrslinje gennem det hele.

Sagtmodighedslinjen

Men så er der den anden linje: SAGTMODIGHEDSLINJEN. Og umiddelbart virker den fuldstændig bagvendt og malplaceret i sammenhængen. Der er noget, der ikke rigtig stemmer med det normale billede af en sejrende konge: Jesus rider på et æsel. Og endda bare et æselføl. Han sidder så lavt, at han næsten er i øjenhøjde med folket. Ikke højt og majestætisk placeret på en stridshest omgivet af soldater med våben i hånd. På Gammel Testamentes tid kunne en konge godt ride på et æsel, men det var ikke sket siden kong Salomos tid. Disciplene havde heller ikke våben i hænderne men palmegrene. Hvad er det lige, der sker?

Jesus lader sig hylde som den sagtmodige, ydmyge og selvopofrende fredskonge, der er kommet for at tjene og give sit liv for folket – ikke bare det jødiske men hele menneskeheden. Men det forstod de ikke. Deres billede og forestillinger om en Messias og konge var på et helt andet plan. De ønskede en politisk Messias. En jordisk afgrænset jødisk konge og befrier.

Skillelinjen mellem Jesus og folket

Derfor kommer der til at gå en skærende SKILLELINJE mellem Jesus og menneskemængden. Jesus svarer ikke til folkets forventninger, og det er ikke noget, man skal kimse ad. Det er livsfarligt for en regent, når han eller hun ikke længere har folket med sig. Og lynhurtigt skifter stemningen bare fem dage senere fra hyldest og tilbedelse til haderåb og forkastelse. Folket ville ikke skille sig af med sine falske, politiske Messiasforestillinger og –forventninger. Så hellere skille sig af med Jesus og vente på en bedre kandidat til jobbet. Det var umiddelbart nemmere at kaste Jesus over bord end at gøre op med deres egne vrangbilleder og -forestillinger. Afstanden mellem billede og virkelighed blev for stor. Og især mellem deres verdensbillede og Gudsrigets virkelighed.

I Gammel Testamente kan vi læse, hvordan det israelitiske folk på et tidspunkt ville have en konge til stor fortrydelse for profeten og dommeren Samuel: ”Vi vil have en konge over os, så vi kan få det ligesom alle de andre folk. Vores konge skal herske over os og rykke ud i spidsen for os og føre vore krige.” (1.Sam. 8,20). Er det ikke det samme scenarie vi ser udspillet for os i dagens evangelietekst? Og hvad svarede Gud på folkets krav: ”Alt, hvad folket forlanger af dig, skal du føje dem i. Det er jo ikke dig, de forkaster; men de forkaster mig som deres konge.” (1.Sam. 8,7). Der er noget uheldsvangert og skræmmende ved, at Gud føjer et menneske eller endda et helt folk. Når Guds vilje og vores vilje tørner sammen, og Gud giver efter og lader os få vores vilje, så bliver det til stor skade for os. Præcis som det blev for jøderne. Gud tillod endnu engang at folket forkastede ham som deres konge. Han gik endda så langt, at han tillod dem at slå sin elskede søn, Jesus Kristus, ihjel på den mest barbariske og bestialske måde.

Din konge

”Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.” (Matt.21,5). Jesus ville ikke bare være jødernes messianske fredskonge men også vores. Hvordan tager vi imod ham? Hylder vi ham i tilbedelse, eller forkaster vi ham i foragt? ”Dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges”, sagde den gamle Simeon om Jesusbarnet til Maria og Josef i templet (Luk.2,34). Jesus blev modsagt på det groveste, og det blev til fald for mange. Men der er også den mulighed, at man rent faktisk tager imod ham som den han er og vil være: Den tjenende og lidende fredskonge. Da Jesus står anklaget foran Pontius Pilatus, spørger Pilatus: ”Er du jødernes konge?” Og Jesus svarede: ”Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.” Pilatus sagde til ham: ”Så er du altså konge?” Jesus svarede: ”Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.” (Joh. 18,33.36-37)

På det her tidspunkt står Jesus over for at skulle piskes og korsfæstes. Nu siger han åbent, at han er en konge, for nu kan ingen se det eller forstå det. Er vi parate til at tage imod ham som denne bagvendte Messias-konge, som fuldstændig vender op og ned på vores verdensbillede? Og er vi parate til at følge ham som den lidende og tjenende fredskonge på korsets vej? Eller støder vi os på ham? Amen