Påskedag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

 Markusevangeliet 16,1-8

Det er blevet sagt om påskedag, at den er dagenes dag, søndagenes søndag, højtidernes højtid, den største dag i hele kirkeåret, Kristi opstandelses dag. (På pilgrimsrejse i kirkeåret II, s.28). Påskedag er kirkeårets store jubelfest. Nu begynder påsketiden som varer helt frem til pinse, 49 dage med pinsedag som den halvtredsindstyvende, hvad pinse jo betyder på græsk. Hos os her i Norden er det jo fantastisk, at den falder sammen med foråret, så at naturen så at sige holder sin egen påske, hvor alting opstår til nyt liv efter vinterens dvale og død.

Påsken og sekularismen

Påskedag er en sejrens dag. En dag med kosmiske dimensioner, og derfor fejrer vi den år efter år. På den baggrund kan det virke mærkeligt, at påsken ikke fylder mere i den almindelige danskers bevidsthed. Kristeligt Dagblad bragte den 31. marts 2021 en forsideartikel med overskriften ”Påskebudskab og dansk kulturkristendom er et umage par”. Inde i artiklen udtaler professor emeritus i teologi Niels Jørgen Cappelørn bl.a.: ”Påskens svage status hos danskerne hænger sammen med teologiens udvikling herhjemme. Vi taler ikke så meget om synd eller skyld mere. Vi vil se Gud som en dejlig, god og rar mand, der bestemt ikke minder os om skyld og synd og ikke bliver vred over vores egoisme. Hvis det er ens gudsbillede, hvad skal man så bruge påsken til? Hvis man ikke er bevidst om synd, er der ikke noget meningsgivende ved, at Kristus døde i påsken på vores vegne for at forsone Gud med os. Og dermed er danskernes svage opfattelse af påsken en meget logisk følge af den sekularisering, der har fundet sted over mange år”.

På baggrund af en sådan samtidsanalyse kan det virke håbløst at skulle forkynde bibelens budskab om synd, skyld, skam og straf. Om forsoning og retfærdiggørelse. Så vælger nogen at forkynde generelt om livet der spirer frem på trods af modgang og modstand, om håb og lys midt i mørket. Men har påsken ikke mere at sige til os? Sandheden er jo, at uden påsken bliver julen bare en hyggelig fortælling om en barnefødsel – tilsat lidt dramatiske elementer ganske vist – men i det store og hele noget mere uskyldigt, vi bedre kan relatere til. Påsken er derimod en højdramatisk fortælling om bestialsk tortur og henrettelse, om svigt, forræderi, fornægtelse og justitsmord. En udstilling af den menneskelige ondskab i sin værste form. Alt andet end en hyggelig fortælling. Så har vi selvfølgelig opstandelsen, som råder bod på det hele, og vi kan ånde lettet op. Håbet og livet sejrede til sidst.

Men hvordan forkynder vi påskens budskab i 2021 til en helt almindelig, gennemsekulariseret dansker med en kun ganske vag forestilling om, hvad det hele handler om? Jeg ville ønske, jeg kunne svare fyldestgørende på det spørgsmål. Men der er ingen vej udenom. Påsken skal forkyndes, som den er blevet til alle tider – og det har ikke altid været nemt heller. Vi slipper ikke for at forholde os til, hvordan vi bygger bro til en ny generation af mennesker i en ny tid. Og så må vi holde os til og tro på, at Gudsordet har kraft i sig til at bane sig vej på trods af alle forhindringer.

Døden tabte

”Midt i den åndelige verden raser en voldsom kosmisk strid. Døden kæmper for sit liv – og taber!” Sådan siger præsten Peter Halldorf med en paradoksal formulering om den store lørdag, der virkelig fik mig til at stoppe op: ”Døden kæmper for sit liv – og taber!” Halleluja! Og så kunne man fristes til at sige amen, men der er heldigvis mere at sige. Hvor der er en taber, må der også være en vinder – hvis det skal være en rigtig kamp.

Da kvinderne ankommer til graven, kommer de med en klar forventning om, at der ligger en død, maltrakteret og afsjælet krop. De har praktiske bekymringer for, hvordan den tunge sten skal rulles væk fra graven, men ellers burde der bare være helt stille og trist. De har ingen tro til, at der er foregået en opstandelse til trods for at Jesus klart og tydeligt havde forudsagt sin død og opstandelse hele tre gange. De har ingen forventning om en tom grav og er slet ikke forberedt på englebesøg med et guddommeligt, himmelsk budskab til dem. De kommer for at udføre en sidste kærlighedshandling: De vil parfumere liget som er stærkt på vej til at gå i forrådnelse. En sigende illustration af menneskets magtesløshed. Vi kan prøve at fjerne stanken og udsætte forrådnelsesprocessen, men over for dødens brutale angreb og indgreb i vores liv, kan vi intet stille op.

Hvad kvinderne ikke vidste var, at Jesus som Gudmennesket ganske vidst var død, men i det øjeblik han døde, var det i stedet for Jesus, der greb fat i døden og slog døden ihjel. I hvert fald er den dødsmærket. Jesus smadrede Dødsrigets porte for at tømme dødsriget for dets indhold. Døden og dødsriget har ikke længere magt til at holde på os eller gøre krav på os, men ved troen på Jesus er døden for os kun en gennemgangsstation til det evige liv i herligheden hos Gud. Døden eksisterer stadig i vores verden, men den har mistet sin brod og kraft. Den synger på sidste vers. Påskedag er virkelig sejrens dag. Jesus lever, men han er mere end ikke-død. Han er opstået med alt hvad det indebærer. Og her slår tiden desværre slet ikke til. Lazarus opstod også af graven, men det fik ingen betydning for os. Det var en demonstration af Jesu magt og et forvarsel om hans kommende sejr. Men Jesu død og opstandelse har gennemgribende og varige konsekvenser for os.

Byttehandelen

Påsken afslører for os, at Gud indgik en ufattelig byttehandel. Jesus tog frivilligt alverdens synd på sig med al den skyld, skam og straf den medfører. Ham der aldrig syndede, blev gjort til synd og døde som en kriminel for både Gud og mennesker. I vores øjne er det udtryk for en uretfærdighed af voldsomme dimensioner og verdenshistoriens største justitsmord. Men for Gud var det retfærdigt det, der skete. Jesus måtte bytte sin retfærdighed væk med vores uretfærdighed, så vi kan stå frikendte, hellige, rene og retfærdiggjorte over for Gud. Jesus betalte prisen for den elskedes skyld. Og det er os. Hele menneskeheden. Kærligheden tvang ham til at gøre det utænkelige. Denne byttehandel er den vigtigste begivenhed i vores liv. Amen