2. påskedag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

Lukasevangeliet 24,13-35

Briller er en god ting, hvis man skal se klart. Vi er i hvert fald nogen, der ikke kunne forestille os et liv uden dem. Jeg husker, som var det i går, hvordan det var, da jeg som 10-årig fik mit første par briller. Efter at de var blevet afhentet hos synoptikeren, trådte jeg uden for butikken, og alting var pludselig så krystalklart. Det funklede alle vegne, som om nogen hældte stjernedrys ud over det hele. Og i skolen kunne jeg igen se, hvad der stod på kridttavlen uden at skulle knibe øjnene sammen.

En Kristus i deres eget billede

Selvom man ikke har brug for briller – eller kontaktlinser for den sags skyld – så ser vi alligevel tilværelsen gennem et sæt briller, eller et filter, om man vil. Vi ser ikke verden, som den er, men vi ser verden sådan, som VI er. Aldeles subjektivt. Igennem ca. tre år havde disciplene og mange andre med dem været sammen med Jesus en stor del af tiden. De havde set og hørt meget, og de havde dannet deres eget billede af, hvem Jesus var. De troede på ham som profeten og Messias og betragtede ham som deres herre og mester. Og de havde helt klart nogle forventninger til ham. Ulykkeligvis havde de i hele denne tid dannet sig en Jesus i deres eget billede og forestillingsverden. En Jesus der skulle gøre en ende på den romerske besættelse af landet og igen skabe selvstændighed og frihed for det jødiske folk. Sådan gik det som bekendt ikke.

Når man bygger en illusion op, er det kun et spørgsmål om tid, før den brister, og så bliver man desillusioneret. Og det er præcis den situation, vi finder de to Emmaus-vandrere i. Deres Kristus-briller var blevet slået i stykker, og de kunne knap nok se ud af dem. De anerkendte stadig Jesus som en stor mand: ”Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket”. Store ord og tanker om Jesus. Men på ét punkt var det slut med anerkendelsen: De anså ham ikke længere for at være Kristus/Messias (”…vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel”). I stedet for havde Jesus bare frivilligt ladet sig arrestere, blive dømt og korsfæstet uden så meget som at gøre modstand. Deres verden lå i grus.

De rigtige Kristus-briller

I den situation slår Jesus følge med dem. Han viser de to mænd, hvad hele Gammel Testamente rent faktisk havde sagt og skrevet om Messias: En Messias der skulle gå gennem LIDELSE til herlighed. Det var noget nyt for dem, selvom det havde stået der hele tiden. De havde uden tvivl læst det mange gange – og i hvert fald hørt det – men de havde haft de falske Kristus-briller på. Nu kunne de smide dem langt væk, og i stedet for tage de rigtige Kristus-briller på, efter at Jesus havde givet dem en grundig lektion i en kristologisk læsning og tolkning af hele det gamle testamente, jødernes bibel.

To tilgange

Der findes i grunden bare to måder at gå til bibelen på: Enten fastholder man, at Bibelen er GUDS ORD, eller også går man ud fra, at de bibelske skrifter blot er MENNESKELIGE VIDNESBYRD OM TRO. Hvis man har det første bibelsyn, er bibelen normen for både lære og liv. Man bøjer sig for dets autoritet og indretter sit liv efter det. Eller også har man det andet bibelsyn, hvor man selv vælger og vrager, som det passer én. To sæt briller. Hvilke briller tager du på, når du læser i bibelen? Jesus betragtede helt klart de bibelske skrifter som Guds ord.

Da Jesus underviste de to Emmaus-vandrere, gjorde han det ud fra, hvad der stod i ALLE Skrifterne om ham. Han læste Guds ord i sammenhæng og i sin helhed. Det er ét sæt briller. Et andet sæt briller handler om at læse bibelen, som Fanden læser bibelen, dvs. man læser løsrevne citater taget ud af sin sammenhæng og anvendt i forhold til sin egen dagsorden. Da Jesus blev fristet i ørkenen af Djævelen, afviste han den djævelske læsestrategi.

Men så er der selve læsningen af bibelen: Læser du med de kristologiske briller på eller med dine egne hjemmelavede, halvfilosofiske briller? Jesus viste, at bibelens samlede vidnesbyrd dybest set kan snævres ind til dette ene: Det handler om Jesus! Det er vores fokus og den linse, vi bruger til at zoome ind på hovedsagen eller rettere: hovedpersonen. Det havde vores lærefar Luther forstået, når han sagde: Skriften er det, der driver på Kristus!

En prædiken/forkyndelse, bibelundervisning eller bare ganske almindelig daglig bibellæsning, der ikke har som sit mål og fokus at finde Kristus og videreformidle ham, går dybest set fejl af målet. Så trænger du til at få dine briller skiftet ud!

Pilgrimsvandringen

Hvad gør man, når ens verden eller verdensbillede braser sammen? Først og fremmest viser evangelie-teksten os i dag, at Jesus ønsker at slå følge med os. Han er den der trøster, oprejser, vejleder og formaner, som ingen anden kan. Uden ham bliver livsvandringen en vandring på må og få. Uden den sande retning og mål. Coronatiden har måske haft den positive effekt, at vi vandrer mere. Og i bibelsk optik er kristenlivet her på jorden en pilgrimsvandring. Men vi er også medvandrere, hvor vi kan slå følge med hinanden i større eller mindre grupper. Og det har vi brug for. I stedet for at holde afstand skal vi være i tæt kontakt. Ingen klarer livet på egen hånd. Ingen er en øde ø. Sammen kan vi hjælpe hinanden til at tage Kristus-brillerne på og få dem renset eller repareret, når de er blevet fedtet, dugget, har fået ridser eller revner og giver forringet udsyn og forståelse. Kristus-brillerne giver os klarsyn og det rette perspektiv. Amen