3. søndag efter påske

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« Amen

Johannesevangeliet 16,16-22

”Når en familie kører på ferie sydpå, skal børnene forberedes på de mange kilometer på den tyske Autobahn. Derfor prøver forældre at fortælle deres børn, at der skal køres bil i rigtig lang tid. De fortæller, hvor dejligt det bliver at komme til Italien, Spanien eller Frankrig. Målet er hele rejsen værd.

Det virker som regel ikke. Efter få timer på vejene bliver børnene utålmodige og spørger: »Hvornår er vi der?« De lever i nuet og har svært ved at sætte ubehaget ved at sidde fastspændt i en bil i forhold til den glæde, der venter forude.

Vi er alle som børn i forhold til den fremtidige glæde hos Gud. For os fylder nuet og denne verden langt det meste. Derfor bliver vi utålmodige og trætte, når livet opleves som en tysk Autobahn af grå asfalt, endeløse bilkøer, træthed og køresyge.” (Robert Bladt, Anno Domini)

 

Begrebet tid

Tiden er en mærkelig størrelse. Den kan måles og gøres op i enheder af år, måneder og dage, timer, minutter og sekunder. For så vidt er den en objektiv og faktuel størrelse som vi kan forholde os til, og som er ens for alle. Tiden hører med til Guds skaberværk. Allerede på skabelsens morgen på den første dag blev tiden en realitet. Før var der evighed og tidløshed. Tiden er noget, som filosoffer har grublet over til alle tider. Et mysterium. Gud står over tiden og er uden for tiden, og alligevel er han også midt i den. Men fordi han er fra evighed af og til evighed, dvs. altid, uden begyndelse og ende, så er hans forhold til tiden et helt andet, som apostlen Peter udtrykker det i 2. Pet. 3,8: For Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. Det giver unægtelig et andet tidsperspektiv.

Adam og Eva havde en begyndelse på deres liv – en noget anderledes end vores, men dog en begyndelse – men de var tiltænkt at leve uden en afslutning. På samme måde med os. Vi har en begyndelse, og selvom døden er en afslutning på vores jordiske liv, så er døden besejret ved Jesu opstandelse påskemorgen, og derfor har den mistet sin brod og sin kraft. Vi kan nu leve opstandelseslivet! Døden bliver bare en overgang til livet i en ny dimension. Derfor lever vi også i den forstand uden en afslutning. Det evige liv indtræder i det øjeblik, vi bliver født. Men så længe vi lever her på jorden, er vi hele tiden indsnævret og begrænset i forhold til forgængelighedens proces. Vores jordiske omstændigheder gør, at vi ofte mister fornemmelsen for evighedsdimensionen.

En kort tid

Derfor bruges udtrykket ”en kort tid” hele syv gange i det relativt korte afsnit vi læste som vores evangelietekst i dag. Det er bemærkelsesværdigt. Jesus taler om, at han skal dø om kort tid. Det får disciplenes verden til at bryde sammen, og med dyb sorg og smerte må de gennemleve deres eget lille helvede i tiden frem til opstandelsen. De kunne ikke tro på, at Jesus ville opstå igen. Derfor var alt forbi med Jesu død. I den situation bliver tiden uendelig lang. Rent subjektivt. Objektivt set er minutterne ikke pludselig kommet til at bestå af flere end 60 sekunder, men de føles uendelig meget længere. Som en evighed. Tidsperspektivet i sorgprocessen er blevet et helt andet.

Gudsforladtheden

Der er én ting, som i særlig grad kan gøre tiden lang i sorgen, og det er oplevelsen af gudsforladthed. Det var den, disciplene måtte igennem. Det var den, Jesus oplevede på korset, da han råbte: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Vidste Jesus da ikke, hvad han skulle gå igennem? Jo, i allerhøjeste grad. Det var derfor, hans kamp i Getsemane have blev så hård, at han svedte blod. Jesus vidste, at han måtte rammes af Guds vrede og blive forladt af sin Far på grund af hele verdens synd, som blev lagt på hans skuldre. Han måtte forbandes og straffes i vores sted. Men i det øjeblik, hvor han gennemlever gudsforladthedens totale mørke og isnende kulde, da sortner det for ham, og han må råbe sit ”hvorfor” ud i dyb desperation og afmagt.

I en af sine prædikener citerer tidligere sognepræst Frede Møller fra Kaj Munks erindringer: ”Kaj Munk fortæller om den unge murer Peder Emmiche, som døde, mens Kaj Munk var barn på Lolland. Den lille Kaj havde bedt til Gud om, at Peder Emmiche måtte blive rask. Han havde bedt om det i Jesu navn, for så vidste han da, at der ikke kunne ske ham noget. Alligevel kom de en dag og fortalte, at nu var Peder Emmiche død. Det ville Kaj ikke tro på. Han var helt overbevist om, at Peder Emmiche ikke var rigtig død, og at han ville rejse sig fra kisten ved begravelsen. Men den døde blev i kisten, får han at vide, da faderen kommer hjem fra begravelsen, og Kaj Munk fortæller, hvordan der faldt et mørke over ham og over det ganske land som i Kristi korsfæstelsesstund. ”Jeg forstod ikke noget mer ...”

Mørket i vores liv slipper vi ikke for. Men Gud er der i mørket hos os. Når vi tror på Jesus, har vi et løfte om, at vi ikke skal komme til at stå i den samme situation, som han gjorde. Selvom vi kan opleve os nok så gudsforladte i mørket, så er vi ikke forladt af Gud. Han er der, når tvivl og anfægtelse overmander os. Han er nærværende, når vi synes, at livet er meningsløst. Når vi står midt i det uforståelige, hvor arbejdsløshed, økonomisk ruin, sygdom, skilsmisse og død i nærmeste familie trykker os helt ned i gulvbrædderne. Jesus gennemlevede gudsforladtheden, så vi ikke skal gå igennem den. Det er vores trøst og hjælp.

 

Styrkeforholdet mellem Guds vrede og kærlighed

Teksten fra Esajas talte om, at Gud rent faktisk kan forlade os og skjule sit ansigt for os. Det sker, når vi vender os fra ham i synd og oprør. Men selv i den situation, kan Gud ikke lade være med at elske sin skabning. Styrkeforholdet mellem Guds vrede og Guds kærlighed er meget tydeligt i det vi læste: ”Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage. I overstrømmende vrede skjulte jeg et øjeblik ansigtet for dig, men i evig troskab viser jeg dig barmhjertighed, siger Herren, der løskøber dig.” (Es. 54, 7-8).

Den korte tid i dag

Jesus talte om en kort tid fra han skulle dø, til han skulle opstå. Men der er flere lag i teksten. Den taler også til os her i dag. Vi lever i den korte tid fra opstandelsen og frem til Jesu genkomst. Den har nu varet i næsten 2000 år. Det er jo ikke ligefrem en kort tid. Set med vores tidsperspektiv. Men når vi måler tiden med Guds målestok er det en kort tid i sammenligning med den tid, der er gået siden skabelsen. Og det er uendelig kort tid i sammenligning med den tid, der ligger foran os i evigheden. Og med de få år vi lever her på jorden – selv hvis vi skulle blive 100 år gamle – så er de bare et splitsekund, når vi tænker på at vi altid skal være sammen med Jesus og dem, der gik forud for os i en evighed lang. Det er det løfte, Jesus har givet til dem, der tror på ham. Amen