1. søndag efter helligtrekonger

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker. Amen Lukasevangeliet 2,41-52

Vi er nu gået ind i helligtrekongerstiden. En tid som også kaldes åbenbaringstiden, kirkeårets oplysningstid og julens efterfejringstid. Internationalt taler man om epifanitiden eller theophanitiden. Periodens store tema er Guds herligheds åbenbaring i Kristus. Hvor julen handlede om at Gud blev MENNESKE – med vægtlægningen på menneske - handler epifanien om, at det var GUD, der blev menneske – altså med vægtlægningen på Gud. Jesus er sand Gud og sandt menneske på samme tid, men vægtlægningen er lidt forskellig afhængig af hvor vi er i kirkeåret.

Drengen og teenageren Jesus

Vores evangelietekst til i dag er helt ekstraordinær. Det er den eneste beretning i bibelen vi har fra Jesu ungdom. Vi hører de første ord fra Jesu egen mund. Guds herlighed åbenbarer sig mere og mere gennem barnet og teenageren Jesus. Derfor har denne søndag også fået karakter af familiens og børnenes dag og er blevet kaldt barnets dag.

Jesus var snart 13 år, og det var en skelsættende alder for jødiske drengebørn. Da skulle de gennemgå en ceremoni, hvor de blev optaget i synagogen og kunne kalde sig for en ”lovens søn” (Bar Mitzvah). Som forberedelse til denne ceremoni tog forældrene dem året før med til påskefesten.

At søge de forkerte steder

Jesus er teenager i dagens tekst. Man kunne fristes til at sige en typisk og vaskeægte en af slagsen. For umiddelbart ligner han enhver teenager der skal prøve grænser af og kan være til grænseløs irritation, vrede og bekymring for forældrene. I hvert fald sker der det, at forældrene i sammenlagt fire dage ikke aner hvor han er, og enhver som har prøvet at være i en forældrerolle kan forestille sig, hvilket mareridt, ja rent ud sagt helvede, de har oplevet i den tid. De har ikke handlet som ansvarlige forældre og har uden tvivl været plaget af anklager og selvbebrejdelser, samtidig med at de har været fyldt med en stadig mere desperat angst og uro midt i en lammende uvished om Jesu skæbne og tilstand. Ikke så sært at Maria kommer med de bebrejdende ord: ”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os?”

Men i virkeligheden må Maria rette anklageskytset mod sig selv. Det er helt og holdent hendes og Josefs egen skyld. De troede, at Jesus var sammen med nogle af de andre teenagere i rejsefølget. Men de havde ikke noget at have den tro i. Umiddelbart var det jo en tillidserklæring til Jesus, men det kan lige så godt tolkes som et forældre-svigt. Og efter deres chokerende opdagelse begynder tre dages eftersøgning alle de forkerte steder. Når man søger de forkerte steder, er mulighederne uendelige.

For nogle uger siden tabte jeg et sølvkors jeg havde i min halskæde. Det var en dyr gave, og jeg var ærgerlig over, at jeg havde mistet det. Jeg havde ingen anelse om hvornår eller hvor det var sket, men jeg undersøgte selvfølgelig alle de steder jeg havde opholdt mig i den forløbne uge og kontaktede forskellige forretninger og mennesker. Lige meget hjalp det. Det var væk, og jeg indstillede eftersøgningen. Fornylig kørte jeg min bil i garagen, og da jeg steg ud af bilen, så jeg noget glimte på gulvet. Ja, du har sikkert gættet det. Det var selvfølgelig mit kors. Jeg havde intet gjort for at lede efter det gennem noget tid, og på et tidspunkt da jeg mindst ventede det, fandt jeg det på et sted hvor jeg mindst havde ventet at finde det. Men det havde ligget der hele tiden – endda i min egen garage!

Åndelig søgning og fejlsøgning

Er det ikke et typisk situationsbillede på, hvordan vi mennesker ofte leder efter svar i livet de helt forkerte steder og volder os selv mange kvaler og ærgrelser. Maria og Josef ledte efter Jesus, bare ikke lige der, hvor det var allermest oplagt at finde ham: I templet, i hans himmelske fars hus. Mange mennesker søger svar på livets mening i filosofier, ideologier, videnskaber og forskellige religioner. Måske er du en af dem. Mange finder ikke frem til Jesus. Han er ikke bare et svar blandt mange andre svarmuligheder, men han præsenterer sig selv som vejen, sandheden og livet i bestemt form. Han er svaret. Det rigtige svar. Den der kan give dig ro og fred i sjælen.

Men også som kristen kan livet med Gud ind imellem føles som en ørkenvandring, når man kommer ind i tvivl og anfægtelser. Det er som om Jesus er blevet væk eller i det mindste kommet på afstand. Bibellæsningen, lovsangen bønnen og kirkegangen siger én ikke rigtig noget længere. Det er blevet tomme fraser og floskler. Men der er kun én ting at gøre: Bliv ved med at søge Jesus i ordet og bønnen, hvor han altid er at finde. Som apostlen Peter på et tidspunkt sagde til Jesus: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.” (Joh. 6,68)

Lydighed

Jesus var IKKE en oprørsk teenager! Tværtimod gjorde og sagde han aldrig noget forkert i modsætning til alle andre teenagere, der har levet på denne jord. Jesus var i fuld gang med at blive bevidstgjort om sin åndelige og eksistentielle identitet som Guds søn: ”Vidste I ikke, at jeg må være i det, der er i min fars?”, som der egentlig står i grundteksten, og det kan så være hans fars vilje, gerning eller hus. Men det som chokerede hans forældre mest, var ikke bare hans enorme indsigt og kloge svar, men at han kaldte Gud for sin far. Det gør en jøde ikke. Men Jesus var bevidst om det allerede som 12-årig, og siden hen har han jo også lært os at bede: ”Vor Far, du som er i himlene..” Hvilket privilegium at kalde og have Gud som sin far.

Jesus er ikke en oprørsk teenager, men han er i gang med en åndelig løsrivelsesproces. Han er bevidst om, at han er bundet af et stærkere bånd end det, han har til sine jordiske forældre. Det er en løsrivelsesproces, som er nødvendig for alle teenagere, og kan samtidig være smertelig for forældrene. Det er en del af det at vokse og udvikles som menneske.

Jesus var ikke ulydig og måtte sige undskyld med et løfte om at han ville opføre sig ordentligt, når de kom tilbage til Nazaret. Det indtryk kan man let få af den danske bibeloversættelse. Præsten Flemming Baatz Kristensen forklarer det på denne måde: ”Egentlig står der ikke, at han var lydig mod dem, men at han underordnede sig dem. Han gik ind under den ordning, som Gud havde givet, og som han levede i som barn hos sine forældre. Sådan skal vi hver især finde vores plads og dér gå ind i den ordning, Gud har sat for livet og leve i det netværk, der byder sig til: som barn, ung og voksen.” (På pilgrimsrejse i kirkeåret I, s. 192). Amen