4. søndag efter påske
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.« Amen
Der er altid noget tungt og skæbnesvangert ved at skulle sige farvel. Vi ved nemlig aldrig, om det er sidste gang, vi mødes. Oftest forventer vi naturligvis, at der bliver mange flere goddag’er og farveller – og det sker heldigvis også i de fleste tilfælde – men pludselig en dag er det sidste gang, vi rækker hånden frem eller giver en krammer. Den 28. maj 2015 ringede jeg til min far for at ønske ham tillykke med fødselsdagen, som jeg havde gjort så ofte før. Det var ikke nogen særlig lang samtale. Bagefter gik der godt en måned med stor travlhed for mit vedkommende, hvor vi ikke rigtig fik snakket sammen. Den 2. juli faldt han død om på fortovet under en gåtur med hunden. Jeg havde ingen anelse om, at det var et sidste farvel, der blev sagt, da jeg lagde røret på den 28. maj.
Jesu nærvær i Jesu fravær
Det er på den ene side en tung og trykket stemning, der hviler over samværet mellem Jesus og disciplene i dagens evangelietekst: ”Jeres hjerte er fyldt af sorg” (v.6). Og på den anden side indeholder den en stor og uforløst glæde.
Det er ikke længere en sorg over at Jesus var død. Han var jo netop stået op fra de døde. Nej, denne gang handlede det om et definitivt farvel. I hvert fald i forhold til, at de meget snart skulle se hans jordiske krop blive løftet op til himlen. Det fysiske fællesskab lakkede mod enden. Lidt en pendant til coronatiden, hvor vi langt hen ad vejen har måttet undvære kys, kram og anden fysisk berøring og i stedet nøjes med det virtuelle fællesskab. For disciplene dengang – og for os i dag – foregår fællesskabet med Jesus nu via bønnen, lovsangen, Guds ord og sakramenterne.
Den store glæde i teksten er altså, at Jesu farvel dybest set bare er et ”på gensyn”. Ikke kun ved hans synlige genkomst til jorden men også gennem hans usynlige kontakt med os gennem Helligånden. ”Helligånden er Jesu nærvær i Jesu fravær. Talsmanden skal i Jesu fravær tale på Jesu vegne og sige, hvad Jesus ville sige.” (Niels Jørgen Cappelørn, Kristeligt Dagblad 1. maj 2021). Jesus er på den måde både fraværende og nærværende på én gang.
Jesus er tilgængelig
Det er vores lykke i dag, at Jesus ikke går fysisk rundt på jorden, selvom vi helt sikkert kunne have ønsket det mange gange. Tænk at kunne gå en lang spadseretur med Jesus og virkelig tømme sit hjerte for alle de spørgsmål, der nager. Men i virkeligheden kunne vi risikere at ende bagerst i en uendelig lang kø, hvor vi aldrig kunne være sikker på at nå frem til en endelig aftale om en mødedato. Nu er Jesus til gengæld tilgængelig for alle og enhver på ethvert tidspunkt på ethvert sted. Der er ingen kødannelse eller behov for pladsreservation.
Guds sagfører
Helligånden arbejder på to fronter, siger Jesus med lidt andre ord. Over for verden som helhed er hans opgave at overbevise om synd, retfærdighed og dom. Over for hans menighed – i første omgang disciplene – er hans opgave først og fremmest at herliggøre Jesus.
Helligånden kaldes i den græske grundtekst for parakleten. Det ord har mange betydninger. I vores autoriserede oversættelse er det gengivet med Talsmanden. Det kunne også være oversat med Vejlederen, Trøsteren eller Advokaten. Ordret oversat betyder paraklet én, der er tilkaldt, på latin hedder det ad-vocatus. Helligånden er altså en advokat eller sagfører.
Når man står i en retssal og skal igennem en retssag, er det vigtigt at sandheden kommer frem. Her får vi hurtigt brug for én der kan tage sig af vores sag og føre vores sag. Det er ofte en dyr sag, men Guds sagfører, Helligånden, stiller gerne op helt gratis. Han er ikke kun forbeholdt de rige og privilegerede. Fordi sandheden skal frem, er det helt afgørende for os, at Jesus kalder Helligånden for sandhedens ånd. ”Han skal tage af mit og forkynde det for jer” (v.15). Og Jesus har netop kort forinden over for Thomas gjort det klart, at han er vejen, SANDHEDEN og livet. (Joh. 14,6).
Hvorfor kan vi egentlig ikke klare den opgave selv? ”Det hænger selvfølgelig sammen med, at vi er utroværdige som mennesker, at vi har en lemfældig omgang med sandheden. Som mennesker kan vi ganske enkelt ikke sættes til at forvalte Guds sandhed. Derfor har vi Helligånden, der prædiker og vidner og overbeviser os om, hvad der er sandt. Dermed bliver Helligånden den ånd, hvorigennem Gud og Kristus virker nu.” (Niels Jørgen Cappelørn, Kristeligt Dagblad 1. maj 2021). Det er jo en trist kendsgerning, men samtidig er det vores redning, at vi har Guds sagfører, Helligånden. Uden ham havde der ikke været en kristen kirke ud over jorden i dag.
Helligånden overbeviser om synd
Helligånden overbeviser verden om synd. Skulle det virkelig være nødvendigt? Er vi ikke tilstrækkeligt bevidst om, at vi langt fra er fuldkomne? Jo, til en vis grad er vi vel, men vi erkender langt fra det dyb af ondskab, som er i os. Martin Luther har engang sagt noget i retning af, at hvis vi mennesker virkelig erkendte, hvor slemt det stod til med os, så ville vi ikke overleve én dag længere. Selvom vi altså ikke trænger til bunds i syndserkendelsen og selverkendelsen, så har vi brug for Helligånden til at komme et spadestik dybere. Ellers bliver det bare til overfladiskhed. Grundsynden er, at vi ikke tror på Jesus. Umiddelbart kan man godt tænke, at det er da ikke så svært. Og er der ikke meget andet, som er meget værre end det?
Et spædbarn lærer lynhurtigt at søge efter et andet sæt øjne, det kan se ind i. Det søger helt uvilkårligt øjenkontakt. Men i forhold til Gud er vi, som én engang udtrykte det, født med ryggen til. Vi er kommet til verden med en grundlæggende mistillid til Gud. Og vi er så fordærvede, at vi ikke engang søger Guds ansigt men leder alle de forkerte steder. Kun Helligånden kan lede os frem til den erkendelse, at vores grundskade er, at vi ikke tror på Gud og ikke ærligt søger ham. Først når vi bliver overbevist om det, kan vi begynde at finde ind i et fællesskab med Gud og lære ham at kende.
Helligånden overbeviser om retfærdighed
Helligåndens anden opgave er at overbevise verden om Jesu retfærdighed. Ikke bare på den måde, at han har ret, og vi har uret. Så simpelt er det ikke. Jeg må overbevises om, at hvis jeg forsøger af mig selv at gøre mig retfærdig i Guds øjne og fortjene mig til hans velvilje, så opnår jeg kun én ting: Jeg bliver selvretfærdig! Det er absolut ikke positivt, men er noget jeg må sættes fri fra. Alle mine anstrengelser for at blive vellykket og retfærdig i Guds øjne er på forhånd dømt til at mislykkes. Det må Guds sagfører overbevise mig om, og det er ydmygende at skulle erkende, at jeg kommer til kort og må kapitulere over for de krav, Gud stiller til mig. Ellers kommer jeg aldrig ind i Guds rige. Men jeg kan samtidig heller ikke komme ind i Hans rige uden retfærdighed. Hvad gør jeg så?
Jesus har vundet en retfærdighed til mig med det fuldkomne liv han levede og med den død og straf han stedfortrædende led for mig. Det er en gave jeg må modtage helt gratis, og det sker ved at jeg i troen tilegner mig den. Den tro som Helligånden må opbygge i mig. Og så kan jeg blive erklæret retfærdig.
Helligånden overbeviser verden om dom
Helligånden overbeviser om dom. At Satan, denne verdens fyrste er dødsdømt. Der er ikke noget så bittert som at erfare, at ens største sejr endte med at blive et sviende nederlag. Det var præcis, hvad Satan oplevede og måtte erkende i tiden fra Langfredag til Påskemorgen. Han er færdig, men det har verden som sådan ikke erkendt. Han bilder os ind, at det er ham, der sidder på tronen og leder verdens gang. Og selvom han ganske vist er blevet tildelt magt og autoritet i denne verden, så er han stadig Guds lænkehund og har på ingen måde det sidste afgørende ord at skulle have sagt. Tværtimod er hans tid kort, og han kæmper derfor desperat for at føre så mange som muligt med sig i sit fald. ”Han søger efter selskab på vej mod fortabelsen,” siger Robert Bladt (Anno Domini).
Her træder Guds sagfører ind på banen og hjælper os til at vende det døve øre til hans forførende og vildledende snak. Han afslører for os, at alt hvad Satan siger er løgn og går ud på at skade os. Satan vil ikke at vi skal komme til erkendelse af vores egen fortabte tilstand, og at Jesus er vores frelser, men han vil forstyrre ethvert forsøg fra Helligåndens side på at overbevise os om sandheden.
Helligånden vil herliggøre Jesus
Guds sagfører har en helt særlig opgave. Hans fornemste funktion er at kaste al spotlight over på Jesus, så han står badet i rampelyset. Det er Jesus, der skal ophøjes, æres og lovprises for alt det, han er og har gjort for os. Alt andet blegner ved siden af Jesus. Hvis han ikke kommer frem i lyset, så kommer vi til at leve en tilværelse i et altopslugende åndeligt mørke. Det som Jesus er og har gjort for os, er det vigtigste der er sket i hele verdenshistorien. Derfor gør Satan alt hvad han kan, for at vi ikke skal forstå det og tage imod det, og derfor gør Helligånden alt hvad han kan for at vi netop skal forstå det og tage imod det. Hvem får lov til at vinde i dit liv? Amen
