Bededag
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: »Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!« Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.« Amen
Bededags berettigelse
”Generelt ses Bededag vist ofte som en dejlig forårsfridag, hvor knæene hyppigere bøjes i havearbejdet end i bønnen.” (Sognepræst Leise Christensen i Præsteforeningens blad, 3. april 2021). Udsagnet var egentlig ikke ment som et surt opstød men mere som en tør konstatering. Det er vel de færreste, der i dag bruger dagen som en bods- og bededag, sådan som den oprindelig var tiltænkt. Man kan også med god grund spørge, hvad vi skal med sådan en bededag. Indeholder den normale højmesse ikke tilstrækkeligt med bønner i forvejen? Alligevel kan det være på sin plads at minde om, at bod, omvendelse og bøn er vigtige elementer i den kristne tro.
Omvendelsen
Evangelieteksten til i dag har ikke umiddelbart meget evangelium over sig. ”Vi kan godt lide at blive strøget med hårene, blive opmuntret og få ros. Omvendt er vi ikke vilde med at få skældud og blive kritiseret. Men det er altså det sidste, som er på menuen i dag. Vi får en ordentlig omgang skældud af Johannes Døber. I øvrigt den eneste evangelietekst i kirkeåret, hvor Johannes alene fører ordet og ikke Jesus. Johannes er en skrap karl, en vækkelses- og helvedesprædikant fra ørkenen, ubehagelig at høre på. Men Jesus er faktisk lige så skrap og skarp.” (Flemming Baatz Kristensen i ”På pilgrimsrejse i kirkeåret II”, s. 98)
”Omvend jer,” råbte Johannes Døberen. Og det er et radikalt ord i den græske grundtekst. Det betyder bogstaveligt talt ”vend tilbage”. Man skifter fuldstændig kurs og retning i sit liv. Der sker en forandring af ens sind og mening, der er så gennemgribende, at ens liv rent ud sagt slår en kolbøtte. Man går igennem en anger og sorg over ens egen tilstand, og den indebærer også en frygt for Gud. Nu begynder et nyt liv i tro og lydighed mod Gud. Man bliver aldrig den samme igen efter en omvendelse. Og heldigvis for det. Det er absolut heller ikke meningen. Men er det ikke netop her, vi ser den store ulykke i vores eget folk. Der er så megen kulturkristendom, hvor man smykker sig med kristennavnet og tilslutter sig kristne værdier som næstekærlighed og et kristent menneskesyn. Der er bare det ved det, at kulturkristendommen er en kristendom uden omvendelse! Det kommer aldrig til et radikalt brud med det syndige liv under Guds vrede og dom. Man kan kalde sig ateist eller agnostiker den ene dag og kulturkristen den anden dag, uden at der er sket den store radikale omvæltning i ens liv. Ligesom man kan skifte politisk parti uden at det nødvendigvis får konsekvenser for ens eget politiske eller moralsk-etiske ståsted.
Omvendelse er noget ubehageligt, som vi let kan skubbe væk, fordi det rokker ved hele min eksistens. Og hvem har umiddelbart lyst til at få revet tæppet væk under sig? Så hellere klamre sig til et halmstrå. Det holder bare ikke i længden.
Frugt som er omvendelsen værdig
Hvordan kan man se på en omvendelse, at den er ægte? At der ikke bare er hældt kulturkristen fernis ud over, så man fremstår mere politisk korrekt eller måske ligefrem from? Det kan man ved at se på frugten: ”Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver …” Et godt træ bærer god frugt, og et dårligt træ bærer dårlig frugt eller slet ingen frugt. Et træ kan ikke snyde, men det kan mennesker – et godt stykke af vejen. Men ikke over for Gud. I sidste ende handler det om, at Gud må udskifte det hårde stenhjerte med et hjerte af kød, som den kommende søndags episteltekst taler om. Der sker noget radikalt i det menneskes liv, som omvender sig: Det begynder at bære frugt. En god frugt. Apostlen Paulus har talt meget klart om, hvad det handler om: ”Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.” (Gal. 5,22). Vil vi ikke alle gerne se mere af den slags frugt i vores liv? Så må der en omvendelse til. De gamle før i tiden talte meget om den daglige omvendelse. Der er hele tiden noget man må vende sig fra og noget andet man må vende sig til. I sidste ende handler det om dagligt at gribe om Jesus Kristus. At jeg dagligt vender mig til ham i anger og bod, så han kan tilgive mig og lade det nye liv strømme ind i mig.
Øksen
Hvad er alternativet til den gode frugt i mit liv? Det er øksen. Guds økse. Den er et billede på Guds vrede. Når et menneske ikke vil omvende sig men fortsætter med at fremture i oprør eller ligegyldighed, så når øksen én til sidst. Og syndens løn er døden. Den evige død.
Kamp på to fronter
Johannes Døberen kæmpede på to fronter. To grupper som han gik i flæsket på: Farisæerne og saddukæerne. Umiddelbart var de meget forskellige og meget uenige. Farisæerne var de mest seriøse med deres tro og religiøsitet, og mange så op til dem. De kæmpede for deres sag, men de sparkede samtidig nedad. De foragtede ”pøblen”, der ikke kunne leve op til deres høje idealer.
Saddukæerne var det fine præsteskab, som virkelig havde magt – også politisk – og så var de gennemsyret af en liberal, teologisk indstilling og fornægtede dermed mange af troens dogmer. De tog det mere afslappet med fromheden. For Johannes var det lige fedt. Han kaldte begge grupper under ét for øgleyngel. Begge grupper findes også i Guds menigheder i dag.
”For begge grupper gælder det: Det kan se så rigtig ud og alligevel være helt galt! De tror, at det er rigtigt fat med dem, men det er noget, de bilder sig selv ind, for der er ikke liv i forbindelsen til Gud! Det ses af, at de ikke bærer frugt. De går og tror, at de er på den sikre side, og at det ender godt for dem, men det gør det ikke, siger Johannes! Han piller alle deres/vores forsvarsværker ned: Vi er jøder, siger de. Vi ville sige: Vi er kristne, danskere, fornuftige, demokratiske, medmenneskelige, fordomsfrie, med på fremskridtet, kæmper for at bevare vores land. Vi skal bære frugt, som er omvendelsen værdig, og som flyder ud af, at vi ærligt og helhjertet vender os til Kristus. Hans liv skal leve i os. Det skal kunne mærkes på os. Derfor revses vi af Johannes og Jesus. Der står noget på spil. Alt.” (Flemming Baatz Kristensen: På pilgrimsrejse i kirkeåret II, s. 98)
Himmeriget er kommet nær
Er der slet ikke lidt mere evangelium i dagens tekst? Jo, der er der faktisk. Baggrunden for omvendelsestalen er et glædesbudskab: Himmeriget, Guds rige, er kommet nær! Så nær at Johannes kunne røre ved det. Det er nemlig Jesus Kristus selv, der repræsenterer Gudsriget. Vi kan ikke røre ved ham i dag, men han er os lige så nær. I Ordets forkyndelse, dåben og nadveren. Alle steder hvor et menneske ærligt vender sig til ham. Hvis himmeriget ikke var kommet nær i Jesus, så kunne vi have omvendt os lige så meget vi havde lyst til. Det ville aldrig have gavnet eller hjulpet noget som helst. Forudsætningen for omvendelsen og det nye frugtbærende liv er gudsrigets nærvær lige her iblandt os.
Øksen igen
Og så lige et sidste ord om øksen: Guds vredes økse ramte Jesus! Og det så hårdt at han døde af det. Men det var en stedfortrædende død, så vi kunne gå fri. Det betyder ikke, at vi ikke skal omvende os. Omvende os fra vores synd. Men vi har også én at omvende os til, som tog al vores synd, skyld, skam og straf på sig. Og han kan fylde os med et nyt omvendelsens liv, som bærer en frugt, der er omvendelsen værdig. Amen
